fredag den 30. april 2010

Symptomatisk afslutning

Aprils sidste dag blev desværre ret symptomatisk for, hvad det meste af måneden har været præget af, nemlig alt for kraftig vind og få fugle. Vi kunne kun nå at have nettene oppe i 3 timer, inden vi måtte lukke pga. en massiv regnfront, som først rigtig slap sit tag om aftenen. En fed gammel Havørn kom drønende lavt over fårefolden lige foran regnen! Vi nåede kun 16 fugle inden regnen bl.a. en Rørspurv. Efter et par timer kom der et lille ophold i regnen, så Jesper satte de fleste net op igen, men det gav desværre kun 3 ekstra fugle resten af eftermiddagen. Jeg tjekkede Frisenfelt og rensningsanlægget, hvor der var en del flere fugle end på Odden, men intet sindsoprivende. DMI påstod i øvrigt, at det slet ikke regnede i Gedser. Derfor var det lidt mærkeligt, at jeg var totalt gennemblødt, da jeg kom hjem!

Ved middagstide ankom Jens med sin ottemåneder gamle datter, Sofie, sin kone Monica og far Karsten. Han fik sig vist en noget af en overraskelse over, hvor meget der er sket i haven, siden han sidst var her. Det er jo nærmest halvdelen af haven, der er blevet fældet siden da! Søde, lille Sofie stjal al opmærksomheden hele dagen og stod for utrolig god underholdning hele tiden. Jesper kunne simpelthen ikke holde fingrene fra buskrydderen, så han gik i gang med at rydde endnu et brombærkrat. Denne gang mellem Ø9 og Ø10.

Det er også tid til et tilbageblik på måneden, der gik. Der har været fuld dækning med mærkning på alle månedens 30 dage, og de fleste dage har nettene været oppe hele dagen. I alt er der mærket 853 fugle her på odden i april. Det er hel del færre end sidste års ca. 1400. Det færre antal fugle skal nok primært forklares med den kolde vinter, der har været virkelig streng over for fuglene, som efter en række meget milde vintre ikke har oplevet rigtig, langvarig kulde i mange år. Især arter som Gærdesmutte og Fuglekonge er blevet meget hårdt ramt. Kun 16 Fuglekonger er helt exceptionelt få! April har også været præget af megen kratig blæst, som ofte har været en stor hæmsko for mærkning her på Odden. Måneden har dog været god for Solsort og Bogfinke som har lavet store forårsrekorder allerede, ligesom der også har været pæne antal af Sangdrossel, Rørspurv, Tornirisk og Jernspurv. Hele 37 forskellige mærkede arter er også ganske flot ift. antallet af fugle. Det blev til 3 udenlandske aflæsninger, alle svenske: To Jernspurve og en Rødhals. Det er også allerede blevet til en genmelding, idet Benny d. 25. aflæste en Jernspurv i sin have ca. 30 km. nord for Gedser. Det var en fugl, jeg havde mærket d. 11. april!

Jeg ser frem til flere fugle i maj!

Asger

torsdag den 29. april 2010

Nye mærkearter på stribe


Nattergal han 2k


Gul Vipstjert hun 2k

Endnu en fed forårsdag med fede fugle både i og udenfor nettene. Lige da jeg trådte ud af døren kl. 4.30 for at sætte net op, kunne jeg høre Gedsers tidligste Nattergal syngende i haven! Det var samtidig også første aprilfund hernede! En god start på morgenen, som bød på pænt med fugle de første runder. Kl. 9 fangede jeg en ny mærkeart i form af en lækker Gul Vipstjert hun, og runden efter gik Nattergalen omsider i nettet efter at have flyttet sig rundt i det meste af haven indtil da. Det var en rigtig spændende og overraskende stor fugl at have i hånden! Hermed to nye mærkearter til mig på én dag! Der var også en pæn artsdiversitet med 16 forskellige mærkede arter i dag, hvoraf Tornsanger og Lille Gråsisken også var nye for året. Ellers skal to Stillitser og en Rørspurv også nævnes blandt dagens 37 nymærkninger.


Tornsanger 3k+

Der var også en del at se i området. En trækforsøgende Gulirisk, en Ringdrossel ved poststien, den sædvanlige Yarelli og en Dværgfalk stod for underholdningen mellem mærkningen. Om eftermiddagen ankom Jesper og Fie, som skal være her indtil søndag. Det er dejligt med lidt selskab i huset igen efter 4 fire dage alene. Imorgen bliver der endnu mere liv på stationen, når Jens, som tidligere har mærket titusindevis af fugle hernede, kommer på besøg med hele familien.

Asger

Fotos: Asger Lykkegaard

onsdag den 28. april 2010

Til bunds i kratbunkerne

En helt igennem dejlig dag på Gedser Odde med utroligt lækkert forårsvejr. Der var masser af fugle på de første runder. Rødhalsene dominerede stadig og med 30 mærkede stod de for næsten halvdelen af dagens 64 nymærkninger, som var fordelt på 13 forskellige arter. Det er virkelig en fed ting ved at mærke om foråret, at man fanger så mange forskellige arter! 9 Løvsangere viser, at de stille og roligt er ved at overtage Rødhalsens dominans. Dagens bedste fugl blev dog den super flotte 2k han Bynkefugl, som sad i Ø4 på første runde. En rigtig fed fugl at have i hånden og samtidig også den første og længe ventede nye mærkeart for mig under mit ophold hernede. Arten er sjælden og kun lige årlig i fangsten på Odden. Værd at bemærke var også en sen Vindrossel, 4 Rødstjerter og årets tredje Hvide Vipstjert.

Der var også en del at se på uden for nettene bl.a. en udtrækkende 4k+ Havørn, årets anden Gulirisk, ligesom Asbjørn igen så den Sortryggede Hvide Vipstjert ved stranden ud for Fyrvej 1. Da han allerede havde en Yarelli dér for 3 uger siden, er det formentlig den samme, som Jesper også så i sidste weekend. Såvidt jeg kan vurdere er det en 2k han, selvom den følges ret meget med en han Hvid Vipstjert. Ved netlukning lidt over kl. 18 opdagede jeg to rovfugle, som langsomt luskede mod sydøst langs stranden. Det viste sig at være to Sorte Glenter, som ufortrødent og elegang daskede mod Tyskland i det klare vejr! Nr. 4 og 5 i år for Gedser Odde, hvilket er klar aprilrekord!

Om aftenen troppede Gert og Hans op for, at vi endelig kunne få det allersidste ryddede krat kørt ud i fårefolden. Efter to timers effektivt, hårdt arbejde nåede vi helt til bunds, så nu er er der ikke nogen kratbunker af betydning tilbage i haven! Det er virkelig fedt, at vi har fået det væk, således at haven er helt klar til vores åbent hus arrangement på søndag.

Asger


Bynkefugl han 2k


Sortrygget Hvid Vipstjert han 2k ?, Fyrvej 1


Vindrossel 3k+

Fotos: Asger Lykkegaard og Asbjørn Jensen

tirsdag den 27. april 2010

Godt og blandet

Dagen startede overskyet og med få fugle på første runde. En kortvarrig byge med finregn pressede tilsyneladende en del fugle ned, da anden runde var noget bedre. Artsammensætningen var meget varieret med en fin blanding af Afrika- og kortdistancetrækkere. 4 Solsorte og 6 Bogfinker er ganske pænt så sent på sæsonen, men især de fugle, der har overvintret i Europa kommer generelt senere i år, pga. den strenge vinter. En Gulspurv er også værd at nævne ligesom årets første Stær. Som billedet viser, var det en flot gammel han, der sad i det tidligere så dårligt fangende mørkekammernet, N4, der kun fangede en Gærdesmutte i ny og næ. Efter vores skovhugst tager det nu pænt med fugle af mange forskellige arter! Utroligt hvad lidt kratrydning kan gøre! Dagens total endte på 41 nymærkninger fordelt på 13 arter.


Stær han 3k+

Der var rigtig godt gang i trækket af Bramgæs i dag. Mellem og under mærkningen noterede jeg 1.818 østrækkende Bramgæs. De gik over en bred front, så jeg kunne kun overskue en lille del af trækket fra og omkring haven. Derfor har der givetvis trukket mange flere, som jeg ikke har set. PB havde over 6.000 trækkende ved Hyllekrog, ca. 35 km. mod vest. En Lærkefalk sås også raste kortvarrigt i haven, inden den strøg videre nordover.

Om aftenen kom Hans igen forbi med bilen, så vi kunne få kørt nogle læs ud. Efter en times effektivt arbejde er der nu kun én bunke tilbage! (omend en ret stor en af slagsen). Men vi regner med at komme helt til bunds i det imorgen aften, når Gert også kommer for at hjælpe med at køre ud. Jeg har høje forvetninger til imorgen, da vinden bliver helt svag fra vest.

Asger

Foto: Gert Jeppesen

mandag den 26. april 2010

Fede aflæsninger og lokalhit

En stille dag ved nettene, som kun gav 17 nymærkninger, hvoraf årets første Skovpiber var det mest usædvanlige. Det var derimod aflæsningnerne, som stjal billedet, idet det lykkedes mig af aflæse hele fem forskellige fugle mærket hernede sidste år. To Gærdesangere mærket af Jesper i henholdsvis april og juni 2009, har lige været tur nede at vende i Afrika, inden jeg aflæste dem i dag. Derudover aflæste jeg en af Jespers Musvitter fra marts sidste samt to Skovspurve mærket i sidste efterår henholdsvis Rune og Hans.

Ved elleve-tiden kom Birger Juul fra Gedser ud med en fugl, som var fløjet mod en rude i hans have. Han mente, at det måtte være en Løvsanger, men det viste sig at være den fineste Skovsanger! Den var dog lidt fortumltet efter sammenstødet, men efter et lille hvil i mine hænder fløj den fint videre.

På obsfronten var der lidt mere gang i den. Dagens fugl var en fed Sortstrubet Bynkefugl han, som blev fundet siddende i vores store krat/kvasbunke i fårefolden. Den er jo en sand hitmagnet, så vi bør nok overveje en ekstra gang, om den virkelig skal brændes af! Arten er en sjælden og lige knap årlig gæst i Gedser-området Ellers hørte jeg årets første Tornsanger, ligesom der var et pænt træk af Hav/Fjordterner. Overtrækkende Rød Glente, Rørhøg og Musvåger, fik mig til at lukke nettene tidligt (kl. 14.50) og sætte mig ud på Odden og lege observatør. Det blev dog hurtigt forpurret af, da regn og skyer trak ind over området, men fik da set lidt Dværgmåger og en indtrækkende Rørhøg.

Om aftenen hjalp Hans og jeg hinanden med at køre krat ud i fårefolden, og vi fik ryddet et pænt område totalt for kratbunker. Det går noget hurtigere, når man har en bil med træk! Hans har været strandet halvanden uge i Tyrkiet pga. den famøse askesky, hvorfor han heller ikke har kunnet deltage i alt det arbejde, vi har lavet på stationen de sidste to uger.


Sortstrubet Bynkefugl han, Gedser Odde 26/4



Årets første Skovpiber i nettet


Fotos: Asger Lykkegaard

søndag den 25. april 2010

En toptunet have

Vores som altid håbefulde forventninger til dagens mærkning blev hurtigt punkteret, da første runde kun gav 7 fugle. Og da det kun blev til yderligere 6 nymærkninger indtil kl. 17, må det siges, at vejrforandringen skuffede. Der var ellers helt svag vind og altså optimalt mærkevejr, men endnu en gang blev det slået fast, at østenvind bare ikke er godt i Gedser. 3 mærkede Solsorte er mange så sent, og dermed udbyggede vi forårsrekorden yderligere. Allerede nu har gruppen (LFM-ringmærkergruppe) i år mærket flere Solsorte end den samlede total for det bedste år nogensinde! På sidste runde fangede jeg en sindssygt flot gammel han Gul Vipstjert. Jeg blev meget glad, da det ville have været ny mærkeart, hvis ikke den allerede var mærket! Den viste sig at være mærket som 2k+ d. 20/6 sidste år af Hans, så det må være en lokal ynglefugl. Det er meget sjældent, man genfanger Gule vipper et år senere! Ringen var meget slidt, nærmest rustet (se billede), men tallene kunne godt aflæses.

Per Bo og Bo henlagde morgenobsen til plænen foran huset, hvorfra de fandt årets første Fjordterne og en Dværgfalk. Efter en halv time fandt de dog ud af, at der ikke skete noget i Gedser, hvorefter de igen drønede nordover. Tak for besøget. I løbet af formiddagen kom Benny og Gert forbi, hvorefter vi begyndte at knokle. Vi kørte adskillige læs af krat ud i fårefolden, således der nu kun ligger ganske få bunker tilbage rundt omkring i haven. Bagefter blev vi helt færdige med at rydde brombærhegnet neden for stationen langs fårefolden og fik samtidig kørt alt kvaset ud til den store bunke, som efterhånden er så stor, at den skal have sit eget stednavn på et kort! Det pyntede virkeligt meget at få det hegn væk, og udsigten fra huset er samtidig blevet markant flottere! Selvom det på ingen måde var nogen arbejdsweekend arbejdede vi fra tidlig morgen til aften og fik altså lavet store fremskridt i haven, som virkeligt har hjulpet meget! Haven er efterhånden ved at være helt toptunet til ringmærkning! Tak til alle for en god indsats!

Jesper tog hjem sidst på eftermiddagen, så nu er jeg alene på stationen indtil næste weekend, hvor der igen kommer folk på besøg. Imorgen ser ud til at blive mere af samme skuffe som i dag.

Herunder lidt billeder af dagens haveforandring:

Før

Efter


Før

Efter


Vores lille bål


Brombærhegnet er væk !


Gul Vipstjert han 3k+


Slidt ring!


Tornirisk han 3k+

Asger

Fotos: Asger Lykkegaard

lørdag den 24. april 2010

Nu er det forår!

Det var skønt at stå op til en vindstille morgen for første gang i laaang tid. Derfor havde vi også store forventninger til dagens mærkning, og med 64 nymærkninger som resultat, må det siges at være en godkendt dag. Vejret var virkeligt dejligt og lunt og mange træer og buske er nu ved at få et grønligt skær, så nu er det virkelig blevet forår! Første runde var ganske produktiv med ca. halvdelen af dagens mærkninger. Herefter gik det naturligvis stille og roligt nedad runde for runde indtil kl. 12, hvor fangsten stilnede helt af. Det er dejligt at begynde at fange lidt Afrikatrækkere. I dag kunne vi føje de første tre Gærdesangere på årslisten, 2 Rødstjerter og 6 Løvsanger. Løvsne vil bare stige og stige i antal den kommende tid og langsomt overtage Rødhalsens dominans.


Årets første ringmærkede Gærdesanger


Per Bo og Bo tog en heldagstur rundt på Lolland og Falster, hvor de fik set 2 Rødhovedede Ænder, Havørne og en Broget Fluesnapper som det mest bemærkelsesværdige. Her på Odden var Lille Regnspove og en hun Sortrygget Hvid Vipstjert ny på årslisten. Den Lille Flagspætte fra forleden kiggede ud igen. Den sang kort fra fyrhaven, lavede et halvhjertet trækforsøg, hvorefter vi mistede den mod øst. Den formåede dermed igen at undvige nettene, men er dog formentlig endnu i området, så jeg håber stadig på at kunne fange den.

Vores databaseskaber, Anders Zuschlag var forbi stationen for at tage backup. Gert, Jesper og jeg fik kørt en hel del læs ryddet krat ud i fårefolden med håndkraft. Men det var først da vores flinke nabo, Henrik, begyndte at køre ud med bil at det virkelig battede. Og med fælles hjælp fik vi kørt omkring rigtig mange læs ud i dag, og dermed ryddet et stort område, som har været dækket af enorme bunker af ryddet krat og kvas. Vi skylder Henrik en stor tak for at ville hjælpe os så meget! Vi gik også i gang med at rydde brombærhegnet langs fårefolden lige neden for huset. Mere om det imorgen, hvor vi håber, at vindrejningen til svag SØ vil give en masse fugle efter en længere vestenvindsperiode.

Asger

Foto: Asger Lykkegaard

fredag den 23. april 2010

Småt men godt

Fra morgenstunden lignede vejret i går til forveksling. Dvs. alt for kraftig vind og klart vejr. Til forskel fra i går, formåede stationens ringmærker dog at komme op til tiden. Der var da også lidt fugle at fange i de første timer, hvorefter fangsten døede totalt ud. 23 fugle blev det til på elleve timers mærkning. Ret magert, men dog meget bedre end de seneste dage. To Løvsangere, en Gulspurv og en Rørspurv var de mest bemærkelsesværdige arter. Den svenske Jernspurv, som først blev fanget d. 19., er stadig i området og bliver aflæst dagligt.

Ved siden af mærkningen fik jeg set en del spændende arter: årets første Ringdrossel og Lærkefalk kom i bogen, ligesom der nu er fuldt hus i de almindelige svalearter. Desuden så jeg årets 3. Sorte Glente trække ud mod Tyskland ved halv elleve-tiden. Det er flere end Skagen har haft! Hen på eftermiddagen fik jeg igen besøg af Jesper, som har svært ved at holde sig fra Gedser. Han skal være her til søndag. Sammen tjekkede vi stranden for ilanddrevne, døde fugle med ringe, men har stadig den første mærkede til gode, efter tjek af ca. 40. Til aften ankom Per Bo og Bo Paaske, som også skal være her i weekenden. Imorgen må give lidt fugle i nettene, eftersom vinden lægger sig helt for første gang i 5 dage.

Asger

torsdag den 22. april 2010

Det kan kun gå fremad

På fuglefronten må i dag tendere til at være noget det kedeligste, jeg har oplevet på fuglestation. Der skete absolut ingenting! Uheldigvis var min telefon gået ud i løbet af natten, så jeg vågnede først af mig selv en halvanden time senere end planlagt, hvorefter jeg farede op af sengen og bankede nettene op på rekordtid. Pinligt, men det skal ikke ske igen. Det er umuligt at vide, hvor mange fugle, jeg har misset, men da første runde kl. 8 kun gav 3 fugle, må skaden være ret begrænset. Indtil kl. 16 lykkedes det mig at mærke yderligere 2 nye fugle! Hurra for det. Man kan sige to positive ting om dette: 1. Det regnede ikke. 2. Hvor utroligt det end lyder, så slog jeg faktisk Falsterbo i dag - de mærkede kun ÉN fugl! Ligesom i går i øvrigt! Så det er da opmuntrende at vide, at det ikke kun er mig, der har problemer med at fange fugle for tiden.

Jeg fik besøg af Steen Flex fra Vestsjælland. Det var et hyggeligt gensyn og da han oven i købet havde medbragt friske forsyninger af grøn saftevand, var det uden tvivl dagens højdepunkt. Tak for det! Han havde også en skridttæller med, og ved hjælp af den fandt vi ud af, at en gennemsnitsrunde er ca. 750 meter lang. Hvis man altså har alle net åbne. Dermed fik vi opklaret et af livets store spørgsmål, som mange har diskuteret i årevis hernede i Gedser!

Kl. 16 gad jeg ikke spilde mere tid på at gå 750 meter lange runder, mens man kigger på tomme net, og begav mig derfor ind mod byen på stationscyklen for at handle. Det var første gang, jeg prøvede den, og jeg skal da hilse og sige, at den fungerer fint. Især hvis man elsker udelukkende at køre i 3. = højeste gear. Mens det blæste ad helvede til og var fugletomt ude på odden, var der masser af fugle ved rensningsanlægget. 10 Gransangere og 5 Munke uden ringe samt masser af andre fugle, så det var tilsyneladende kun Odden, der var død i dag.

Jeg bør, kan, vil, skal og må fange flere fugle imorgen!

Asger

onsdag den 21. april 2010

Sort Glente og aflæsninger, aflæsninger, aflæsninger...

Efter kraftig blæst og en hel del regn i løbet af natten var vejret faktisk fint ved netopsætning. Jeg havde dog ikke de store forventninger, da alle nattrækkerne ikke havde haft mulighed for at trække videre i nat pga. det dårlige vejr. Der var derfor sket en ophobning af fugle i haven, som efter i dag er forsynet med ring alle som en. Alle havens fugle er simpelthen ringmærket! Dagens total endte således også på yderst beskedne 6 nymærkninger + ca. 40 aflæsninger indtil middagstide, hvor jeg var tvunget til at lukke net, da vinden havde tiltaget så voldsomt, at det var spild af tid at have nettene oppe.

Blandt de utallige aflæsninger var tre spændende: Gulspurv mærket som 2k i juni 2009 og Skovspurv mærket som 1k okt. 2008, hvilket er en relativt høj alder for sidstnævnte. Begge var mærket af Jesper. Og endelig er den svenske Jernspurv fra forleden stadig i haven. Jeg vil huske dagen for den super fede Sorte Glente, som rastede/småfouragerede over marken umiddelbart vest for fuglestationshaven, idet den langsomt trak mod NV ved 8-tiden. En fed, men også lidt bizar oplevelse at se denne sydeuropæiske art, mens der var et kuldeindeks på - 7 grader!

Ellers brugte jeg dagen på at give huset et extreme-makeover indvendigt, så det nu er en plads værdig i Bo Bedre. Vores flinke nabo, Henrik har været så venlig at indvillige i at køre et trailerlæs af ryddet krat ud i fårefolden hver aften. Jeg skal bare fylde den og så kører han det ud. En super aftale! Takket være ham, svinder det nu langsomt, men regelmæssigt i de enorme bunker. Så med denne hastighed vil det hele være væk tids nok til, at vi kan lave et Guinnessrekordforsøg i verdens største Sankt Hans bål!

Asger

tirsdag den 20. april 2010

To tredjegangsfund på én dag



Det var vindstille og fint vejr, da jeg satte net op, og efter som jeg samtidig kunne høre en masse Rødhalse tikke, steg mine forventninger til dagens mærkning betragteligt. De allerfleste viste sig dog allerede at være mærket i går, så det meste af tiden gik med at aflæse Rødhalse.

Ved 7-tiden kommer jeg gående ved N1, da jeg hører et skingert "ki-ki-ki-ki-ki-ki-ki-ki" fra toppen af de højeste træer i bagenden af fyrhaven. Kan det virkelig passe, eller har jeg taget fejl af en Tårnfalk? Jeg spejder med håndkikkerten og finder straks en bogfinkestor spætte klatrende op ad de højeste grene på et stort udgået træ lige over N4. Lille Flagspætte! Da jeg og fuglen befinder os meget tæt på hejsenettet, forsøger jeg at tromme den i nettet med min lineal på notesbogen. Efter at have siddet i skjul og prøvet det lidt tid uden held, kan jeg ikke finde spætten igen. Den er pist væk. Den må være trukket videre med det samme. En skam, den ikke gik i nettet, men stadig en rigtig fed obs! Hermed var Gedser Oddes kun tredje Lille Flagspætte en realitet! Formentlig drejede det sig om en ung han født i nærområdet på udkig efter et egnet yngleområde.

Et par timer senere er jeg igen på vej mod hejsenettet, idet jeg ser en stor, tung fugl hænge midt i nettet. Jeg styrter derhen og når lige akkurat at få fat i duen, inden den får basket sig ud af nettet. Jeg kan nu mærke Gedsers Odde ligeledes kun tredje Ringdue! En fin ung han. Ellers var det småt med fugle. 20 nymærkninger blev det til indtil lidt over middag, hvor jeg måtte lukke nettene pga. et heftigt regnområde, som hærgede resten af dagen.

Imorgen bliver en blandet landhandel med lidt regn og en del vind, som dog kommer fra det rigtige hjørne. Det må give lidt Rødhalse og lidt Afrikatrækkere?

Asger

Foto: Asger Lykkegaard

mandag den 19. april 2010

Endelig!



Endelig skete det! Det, jeg har gået og længtes efter lige siden min ankomst for snart to uger siden: en dag med mange fugle. Det lå i kortene, at det skulle blive en god dag, da det fra morgenstunden blæste en svag brise fra nordvest. Jeg var derfor opsat og forberedt på, at der ville komme en del fugle, og for en gangs skyld holdt det stik.

Første runde knap 50 fugle, så jeg havde lidt småtravlt. Derefter aftog fangsten gradvist i løbet af dagen, men allerede inden middag havde jeg mærket 100 fugle. Eftermiddagen og aftenen var stille, så jeg endte på 109 nymærkninger, hvilket gør dagen til den næstbedste antalsmæssigt dette forår. Rødhalsene dominerede fangstene med ca. halvdelen af dagens mærkninger, mens Gransanger (17) og Sangdrossel (9) også gjorde det godt. Derudover blev det bl.a. til Husrødstjert, Rødstjert, 2 Rørspurve og årets fire første Munke i Gedser. Som glasuren på kagen fangede jeg min tredje udenlandske aflæsning på 10 dage i form af forårets anden svenske Jernspurv! Dens ringnummer lå kun to ringe fra den, jeg aflæste i sidste uge! Det må betyde, at de er mærket samme sted og formentlig samme dag! Hvilket pudsigt sammentræf, at de så begge dukker op her inden for så kort tid!

Asbjørn gik med et par runder og Gert kiggede også forbi i et par timer. Af dagens obs. skal årets omsider første Gulirisk, ditto Gærdesanger og en indtrækkende Ravn fremhæves. Nu lader det til, at der er åbnet op for trækfuglesluserne sydfra, så imorgen burde også kunne give en del fugle indtil middag, når der kommer regn.

Asger

Fotos: Asbjørn Jensen

søndag den 18. april 2010

Og så til fuglene

Og så lidt til det, som det hele hernede handler om, nemlig fuglene. Mellem alt arbejdet fik vi selvfølgelig også set og mærket lidt fugle. De to dage var meget forskellige, både hvad angår fugle og vejr. Lørdag havde vi fint vejr, men det blæste fire pelikaner, hvorfor vi kun fik mærket 15 fugle, primært Jernspurve. Mest spændende var nok en aflæsning af en Tornirisk mærket sidste sommer og 7 overtrækkende Traner. Søndag havde vi egnet vejr til mærkning med svag vind og ualmindeligt dejligt forårsvejr. Fuglene kvitterede da også straks for det gode vejr, idet vi mærkede 54 fugle. Blandt disse var årets første og længe ventede Løvsanger, en Husrødstjert og en Rørspurv. På obssiden var der ankomster af Afrikatrækkere i form af Stenpikker og Skovpiber.





Asger

Fotos: Asger Lykkegaard

GFU - Nu med wauw-effekt













Disse billeder viser de synlige resultater af vores anstrengelser i denne arbejdsweekend.
Louis, Gert, Rune, Jesper, Fie, Brian, Benny og undertegnede deltog i arbejdet henover weekenden. Vi har virkelig fået lavet en masse, både indenfor og udenfor. Indenfor har vi fået fuldstændig styr på loftet, som nu er et ryddeligt og særdelses anvendligt sted. Vi har etableret en plads til reparation af net deroppe. En sådan har været savnet længe, nu har vi den, og den fungerer upåklageligt. Derudover har vi ryddet op og omrokeret i vores to skure. Sidst, men absolut ikke mindst har vi ryddet enorme mængder af krat med henblik på at optimere fangstmulighederne for vores net. Steder, der ikke har set dagslys i årevis pga. invasion af brombærkrat, er nu fuldstændig ryddet. Og endelig har vi kørt en del ryddet krat og kvas ud i fårefolden, hvor det engang skal afbrændes. Vores vigtigste projekt i den kommende tid må være at køre de resterende, gigantiske bunker af ryddet krat derud. Når det er gjort, vil vi kunne lave et bål, der vil kunne ses til Tyskland! Vi er rigtig godt tilfredse med, hvad der er blevet lavet og synes, vi har nået overraskende meget på så kort tid. Gedser Fuglestation takker alle for indsatsen!

Asger

Fotos: Rune Tjørnlev

fredag den 16. april 2010

Oprydning og kratrydning

Så fik vi lavet noget i dag! Det blæste ret kraftigt det meste af dagen, så nettene blev derfor lukket relativt tidligt med beskedne 19 nymærkninger som resultat. Heraf skal nævnes en Vindrossel og en Rørspurv som det mest bemærkelsesværdige. Dermed kunne vi, Rune, Jesper, Fie og jeg, også koncentrere os fuldt ud om at få bestilt en masse i huset og i haven. Vi startede med loftet, hvor vi fik ryddet godt og grundigt op, ommøbleret og gjort rent. Vi nåede overraskende meget på ganske kort tid og kunne så gå i krig med haven.

Herefter stødte Gert og Benny til, som viste sig hurtige og dygtige til at køre de bugnende bunker af ryddet kvas og krat ud i fårefolden. Vi fire andre gik til værks ved N-nettene, hvor vi fik ryddet tonsvis af brombærkrat, som har skygget her i årevis. Med den nyligt indkøbte motorsav gik det som smurt at skære igennem de tykke krat og stammer, så det gik forbløffende stærkt at pløje sig igennem krattene. Vi fortsætter arbejdsweekenden imorgen, hvor Brian og Louis også støder til. Vejret ser ud til at blive til mærkning, så forhåbentlig kan vi også fange lidt fugle indimellem.

Asger

torsdag den 15. april 2010

Første Afrikatrækker

Endelig kom ringmærkningen op på et acceptabelt niveau, da dagens total endte på 32 nymærkninger. Med den svage nordenvind havde jeg dog forventet lidt flere fugle, men set i forhold til de seneste, sløje dage, må dagens total være godkendt. Det blev også dagen, hvor jeg omsider fangede årets første Afrikatrækker i form af Gedsers næstidligste Rødstjert. Underligt nok har jeg hverken fanget Munk eller Løvsanger endnu. De første runder var ganske gode, men det gik desværre helt dødt ved middagstide, idet jeg (udover lidt aflæsninger) slet ikke fangede en eneste fugl fra 12-19!



Det lykkedes mig også at fange den første Gråspurv på Odden i to år. Arten er forbavsende sjælden i mærkningen og således kun nr. 38 de sidste ti år! Ellers skal en Rørspurv nævnes og de to første Gærdesmutter i over en uge. Med disse er årstotalen kun oppe på 12 snurretoppe, hvilket tyder på, at den strenge vinter har været meget hård ved dem. Det var utroligt dejligt og lunt forårsvejr hele dagen, men dette resulterede ikke rigtig i noget synligt træk udover en enkelt Trane. På Hyllekrog sås i dag 5 Hvide Storke, så det kan ikke vare længe, før den første også dukker op her.



Gert og jeg fortsatte med at køre ryddet kvas og krat ud i fårefolden, og alene ved hjælp af håndkraft fik vi taget adskillige læs og ryddet et pænt stort område. Om aftenen ankom Rune, Jesper og Fie, som skal være hernede indtil til søndag. Det er planen, at vi skal rydde op på loftet og ordne haven, så fra imorgen går vi i fuldt gang. Vejrudsigten lover ret meget vind imorgen, så om ikke andet får vi nok en masse tid til at få lavet en masse praktisk arbejde mellem runderne.

Asger

Fotos: Asger Lykkegaard

onsdag den 14. april 2010

Endelig lidt udskiftning

Fuglene og især Rødhalsene var så elskværdige at følge mit råd om at trække videre i nat! I dag havde jeg nemlig kun ganske få aflæsninger og næsten kun nye fugle. Det blæste dog for meget det meste af dagen til, at det for alvor var muligt at fange mange fugle. Dagens total endte dog på 23 nymærkninger, hvilket er milevidt bedre end de seneste dage. 13 af dem var Jernspurve, men kun 4 Rødhalse, som meget snart må komme i stort tal. Det kan ikke vare længe.

Kraftig nordøstenvind er åbenbart godt til indtrækkende rovfugle ved Gedser Odde. Uden at kigge særligt grundigt, så jeg således mellem runderne bl.a. hele 6 Fjeldvåger, lidt Musvåger og ikke mindst en rød/sort glente, som nok var sidstnævnte. Den forbliver desværre ubestemt. Der har nok trukket mange rovfugle i dag, som jeg ikke har set.

Gert var også forbi stationen i dag og sammen gik vi i gang med at køre lidt af alt det allerede ryddede kvas og krat, som bare ligger og fylder, ud i fårefolden. Vi fortsætter med projektet imorgen, hvor vi får selskab af Jesper og Rune, som skal være hernede indtil søndag. Det er planen at den kommende weekend skal bruges på at lave en masse praktisk arbejde i haven og i huset, da flere lokale også har meldt deres deltagelse.

Imorgen lover svag nordenvind og klart vejr, hvilket er en super vejrudsigt til mærkning hernede. Der må komme mange fugle imorgen!

Asger

tirsdag den 13. april 2010

Nye fugle tak!

Min aftentur på stranden i går aftes gav ikke noget, men var en spændende oplevelse. Selv med den kraftige projektør kunne jeg kun se 10-15 meter frem pga. tæt tåge/havgus, som fuldstændigt omklamrede odden! Jeg formåede således også at fare lidt vild, fordi jeg ikke havde fyret at orientere mig efter. Jeg endte næsten oppe ved Birkemose, før jeg omsider fik vendt rundt og fandt den rigtige vej! Men hjem kom jeg da.




Sigtbarheden var lige så dårlig ved solopgang. Ved 9-tiden var det muligt at skimte vandet fra fuglestationen og endelig ved middagstide blev det helt klart. Det satte gang i lidt i bevægelser på himlen: Rød Glente, Rørhøge, 10 Traner, Ravn og Hedelærke. Men haven var død. Eller det vil sige, jeg fangede sådan set masser af fugle, ca. 40 i alt, men næsten alle sammen var allerede mærkede Rødhalse fra de seneste dage. Jeg fik således kun mærket 10 fugle på 14 timers mærkning! Heraf skal nævnes en Hvid Vipstjert og en Tornirisk, som Rune havde mærket i august sidste år.

Pga. det dårlige trækvejr siden i lørdags har havens fugle simpelthen ikke kunnet trække videre endnu. Så jeg beder en stille bøn for, at de trækker videre i nat og der omsider kommer lidt nye fugle til haven. I nat bliver heldigvis klar og stille, så forhåbentlig bliver der skiftet godt ud i haven fugle.

Asger

Foto: Asger Lykkegaard

mandag den 12. april 2010

Tålmodighed lønner sig

Dagen lignede i går til forveksling på mange punkter. Vejret var dog endnu mere gustent med en bidende kold 10 m/s fra NØ og kun 2 grader midt på dagen, hvilket gav en chillfaktor på omkring -11 grader! Pludselig havde jeg meget svært ved at fornemme, at vi er midt på foråret! DMI havde lovet at solen skulle skinne fra en skyfri himmel i Gedser fra morgen til aften, hvilket de hårdnakket fastholdt hele dagen. Mærkeligt nok så jeg overhovedet ikke skyggen af solen! Mens hele det øvrige Danmark havde høj solskin og flot forårsvejr, var Gedser Odde indhyllet i en tæt, klam havgus hele dagen. Dette dræbte alt træk og aktivitet blandt fugle, så dagen endte kun på 10 nymærkninger, hvoraf de syv var Jernspurve.



I sådan et skodvejr ville de allerfleste nok vælge at lukke nettene så snart de fem standardtimer er gået (hvis man da overhovedet ville åbne dem i første omgang), men jeg valgte at holde ud i det spinkle håb, at DMI skulle få ret. Det gjorde de ikke, men jeg fik belønning for min indsats, da der ved et-tiden hang en Jernspurv med ring om højre ben (altså en jeg ikke havde mærket). Jeg troede dog blot, at det var en af Runes fra sidste uge, så stor var min forbavselse, da jeg kunne konstatere, at det var den anden udenlandske og ligeledes anden svenske aflæsning på blot fire dage! Det reddede dagen og mit humør totalt, efter jeg havde været helt nede i kulkælderen pga. det triste vejr. Pt. er der stadig en tyk tåge over odden, men vinden har lagt sig helt. Det tegner lovende for morgendagens mærkning. Jeg vil prøve at gå ned på stranden igen i aften, efter det mislykkede forsøg i går.

Asger

Foto: Asger Lykkegaard

søndag den 11. april 2010

En dag til glemmebogen

Vi måtte vente lidt med at sætte nettene op, da det smådryppede omkring solopgang. Det blæste også ganske kraftigt, så da nettene var klar til fangst, gav de næsten ingenting. Haven var simpelthen blevet støvsuget for fugle, og de få tilstedeværende fugle var meget lidt aktive i den stærke blæst. Så i stedet for at pille fugle ud af nettene, kunne jeg muntre mig med at pille blade og grene fri fra nettene. Vejrudsigten havde dog lovet opklaring over middag og en lille aftagning af vinden, så jeg lod ihærdigt nettene være åbne, selvom jeg stort set ikke havde fanget noget. Kl. 16.30 måtte jeg strække våben og lukke nettene med sølle 9 nymærkninger og lidt aflæsninger som det særdeles pauvre resultat. Der var så fugle, at hver fugl i nettet udløste en mindre jubelscene fra min side, så dagens højdepunkt må nok være to Traner og at Clausjannic var så venlig at give huset en indvendig rengøring. Han måtte desværre tage hjem i eftermiddag, så nu er jeg alene på stationen indtil torsdag, hvor Jesper har meldt sin ankomst. Nu vil jeg gå en tur på stranden med ketcher og projektør og håbe på, at det kan gøre dagen til andet end en, der allerede er glemt imorgen.

Asger

lørdag den 10. april 2010

Nordvestenvinden skuffede




Fotos: Clausjannic Labuz


Selvom let nordvestenvind fra morgenstunden gav fremragende betingelser til mærkning, blev dagens resultat skuffende. Svag NV-vind plejer at give mange fugle i Gedser, men sådan skulle det ikke være i dag. Clausjannic og jeg fik dog reddet dagens total op på det jævne takket være en god eftermiddag, så vi endte på 33 nymærkinger. Heriblandt var årets første Hvide Vipstjert, en Husrødstjert plus vi aflæste en af Runes Rødtoppede Fuglekonger mærket 7/4, som åbenbart har lidt svært ved at finde ud af haven. Det var endnu en gang Jernspurve, som dominerede fangsten med ca. halvdelen af dagens nymærkninger, mens vi fortsat venter på et stort rykind af Rødhalse. Der er dog masser af Rødhalse i haven, men de har bare alle sammen ring på. Vi aflæste også en langtidstationær Musvit, som var mærket af Jesper 2/3 2007! Der var heller ikke mange trækbevægelser i luften, men vi fik dog set en nordtrækkende Fiskeørn og en Ravn. Ved aftenstide tog vi op til Bøtø Nor, hvor vi genfandt det par af Sortstrubet Bynkefugl, som Simon Vikstrøm fandt i går. Desuden så vi en lokal usædvanlighed i form af en Kortnæbbet Gås samt 6 Rørhøge. Derefter kørte vi ind til Marielyst og fik en god bøf. Det ser desværre ud til at blive ret blæsende imorgen i tidlig, men vind fra N plejer at være godt hernede, så vi tror på en god dag.

Asger

fredag den 9. april 2010

Svensk Rødhals og Hærfugle-tjek

Foto: Clausjannic Labuz

Det blæste desværre for meget i dag til, at der for alvor var gode forhold for ringmærkning. Men dagen blev allerede reddet, da der på anden runde hang en Rødhals med svensk ring! Fuglen var en 2k og da ringen virkede lidt slidt, er den formentlig mærket sidste efterår. Aflæsningen er indsendt til Zoologisk Museum, så det bliver spændende at se, hvor og hvornår den er mærket.

På trods af blæsevejret fik vi mærket 26 fugle, primært jernspurve og bogfinker, men også en træløber. Louis kom ud for at plante noget pil, og Gert og Benny kom også forbi i løbet af dagen Under mærkningen så vi bl.a. også en Havørn, 2 Hedelærker, Ravn, ligesom Natugler sad og skreg på livet løs midt på dagen. Da vi fik nys om, at der i onsdags skulle være set en Hærfugl ved Marrebæk ca. 15 km. N for Gedser, valgte vi at undersøge sagen nærmere. Vi fandt dog ikke fuglen, men fik da kørt det meste af sydfalster tyndt! Imorgen ser ud til at blive helt perfekt mærkevejr med let NV-vind og klart vejr, hvilket er den mest optimale vindretning til mærkning i Gedser! Så vi ser frem til mange fugle.

Asger

torsdag den 8. april 2010

Asgers første (arbejds-)dag


I dag var det endelig tid til min første dag som ringmærker ved Gedser Fuglestation i foråret 2010. Jeg ankom i går eftermiddags, hvor jeg blev sat ind i tingene af Rune og Hans, og idag kunne jeg så komme i gang med mærkningen. Jeg havde selskab af Clausjannic, som skal være her de kommende dage. Vi fik en god start på mit ophold i form af 39 nymærkninger som var domineret af Rødhalse og Jernspurve, men også gav to Husrødstjerter samt en aflæsning af en af gårsdagens to Rødtoppede Fuglekonger. Vi så desuden endnu en Rødtop uden ring i haven, som dog desværre ikke blev nettet, så de rykker virkelig igennem i disse dage! Vi så ligeledes en del andre spændende fugle såsom to unge Havørne, Rød Glente, Blå Kærhøg og Fjeldvåge, ligesom Ederfuglene væltede østover i titusindevis! Imellem mærkningen fik vi også lavet lidt praktisk arbejde i haven, idet vi satte nogle net op og fik ryddet en del krat og buske omkring disse. Så alt i alt en rigtig fin dag at starte mit ophold på. Jeg skal være her resten af foråret, så det bliver utroligt spændende at se, hvad fast dækning hernede om foråret kan give i både antal og arter, da stedet aldrig før er dækket sammenhængende et helt forår. Jeg har selv store forventninger! Vejrudsigten for imorgen lover fint mærkevejr i form af svag vestenvind og klart vejr, så vi ser frem til endnu en fed forårsdag på odden.

Asger Lykkegaard Møldrup
Foto: Clausjannic Labuz

tirsdag den 6. april 2010

Dagens træløbere - et sjældent pædagogisk møde!

Som man næsten kunne ønske sig kom dagens 2 træløbere - en korttået og en almindelig - samtidig. Mere pædagogisk kan det vel næsten ikke gøres!

I dag var det Rune og Clausjannic der kl. "meget tidligt" (5.45) satte net i morgenkulden. Dagens total blev omkring 25 ringmærkede fugle. Ud over træløberene ringmærkede vi også den smukkeste Bogfinke - en fantastisk oplevelse - ren og skarp i farverne. Det vil ærgre mig i lang tid fremover, at jeg ikke tog mig tid til at fotografere den! Hmm!

Her ud over mærkede vi i dag: Jernspurv, Gærdesmutte, Rødhals, Rørspurv, Blåmejse Gransanger og Tornirisk.

Under ringmærkningen blev der bla. hørt/set: Ravn, Hedelærke, Hvid vipstjert, Engpiber, Stor Regnspove, Hjejle, Musvåge, Stillits, Gråsisken - og endnu engang kom både små og større flokke af ederfugle forbi odden. Et imponerende skue!

Og så blev det dagen, da vi - trods startvanskeligheder - fik gang i motorsaven. Nu skal der beskæres ............

søndag den 4. april 2010

Nybyvej marts måned 2010.

På nær nogle få dage, er der ringmærket hele måneden. Det har været meget svingende, med antal fugle i haven, og dette har så også været medvirkende til, at antallet af mærkede fugle ikke er særligt højt.
Det er dog blevet til 18 arter, fordelt på: Solsort 19 - Kvækerfinke 56 - Blåmejse 68 - Musvit 12 - Dompap 6 - Bogfinke 20 - Gulspurv 11 - Kernebider 9 - Grønirisk 37 - Skovspurv 12 - Gråspurv 1 - Sortmejse 1 - Stillits 3 - Halemejse 2 - Rødhals 7 - Stær 1 - Hvid Vipstjert 1.
Ialt: 270 fugle.
Aflæst: 40 fugle.
Jeg er meget forundret over, det store antal nye Blåmejser, til gengæld næsten ingen Musvitter, Kernebiderne har igen vist sig talrigt ved foderbrædtet, og det kunne havde blevet til, en hel del flere hvis mine net, havde været 100 % i orden.
Grønirisk, der først dukkede op igen, midt på måneden og Gulspurv er det også gået godt med, og både Stær og Hvid Vipstjert, nåede at komme med i denne måneds tal.
Men ingen Rødtoppet Fuglekonge ej heller nogen Gransanger endnu, det må blive de ønskede fugle i april måned.
De første Traner blev hørt/set midt i måneden, og den første Rørhøg meldte sin ankomst 28/3, der er hørt enkelte Små Korsnæb og 1 - 2 Ravne er fløjet kaldende over huset.
Det bliver spændende, hvad april måned kan byde på.

Benny

lørdag den 3. april 2010

Påsken skudt i gang med ringmærkning, havearbejde og lidt eksamenslæsning

Den 1/4 blev påsken skudt i gang for alvor med flot vejr og gode fugle i nettene.


Denne dag lykkedes det at fange og ringmærke en hun rødtoppet fuglekonge. - En art som vi sidste år havde rekord mange af i april. Indtil videre har vi ringmærket 2 i år.
Den 2/4 var det igen fantastisk vejr, og det gav anledning til at gå i haven og arbejde efter morgenmærkningen.
Morgenmærkningen havde budt på 17 fugle, hvilket jo ikke er i den høje ende, men jeg var nu godt tilfreds, der der pludselig hang en kernebider i hejsenettet. - Såden én krabat har jeg aldrig haft fat i før og jeg kan godt forstå, at man siger, at næbbet ikke er til at spøge med. Det var en kæmpe oplevelse at se de lillafarvede fjer. Fuglen var en han og blev fotograferet af Hans Lind.



Rune med dagens nøddeknækker.

Senere kom Louis ud for at hænge fuglekasser op, og vi har nu fået et par fine træløber/korttået træløber-kasser i haven, stærekasser, rødstjert-kasser mm..
Vores meget hjælpsomme nabo Henrik, kom pludselig spadserende med en termokande under armen, men det var vidst ikke meget kaffe han nåede at få drukket. Vi fik nemlig hevet stationens fingerklipper ud af brændeskuret og med Henriks ekspertise fik den nyt liv.
Takket være et fantastisk samarbejde lykkedes det os, at få ryddet et stort område med græs og brombær. Det er virkelig en god maskine vi bare lige skal lære at kende, så kan vi få rigtig meget glæde af den allerede her i det tidlige forår.

GFU blog v/Rune S. Tjørnløv