søndag den 11. april 2010

En dag til glemmebogen

Vi måtte vente lidt med at sætte nettene op, da det smådryppede omkring solopgang. Det blæste også ganske kraftigt, så da nettene var klar til fangst, gav de næsten ingenting. Haven var simpelthen blevet støvsuget for fugle, og de få tilstedeværende fugle var meget lidt aktive i den stærke blæst. Så i stedet for at pille fugle ud af nettene, kunne jeg muntre mig med at pille blade og grene fri fra nettene. Vejrudsigten havde dog lovet opklaring over middag og en lille aftagning af vinden, så jeg lod ihærdigt nettene være åbne, selvom jeg stort set ikke havde fanget noget. Kl. 16.30 måtte jeg strække våben og lukke nettene med sølle 9 nymærkninger og lidt aflæsninger som det særdeles pauvre resultat. Der var så fugle, at hver fugl i nettet udløste en mindre jubelscene fra min side, så dagens højdepunkt må nok være to Traner og at Clausjannic var så venlig at give huset en indvendig rengøring. Han måtte desværre tage hjem i eftermiddag, så nu er jeg alene på stationen indtil torsdag, hvor Jesper har meldt sin ankomst. Nu vil jeg gå en tur på stranden med ketcher og projektør og håbe på, at det kan gøre dagen til andet end en, der allerede er glemt imorgen.

Asger

Ingen kommentarer: