Det var vindstille og fint vejr, da jeg satte net op, og efter som jeg samtidig kunne høre en masse Rødhalse tikke, steg mine forventninger til dagens mærkning betragteligt. De allerfleste viste sig dog allerede at være mærket i går, så det meste af tiden gik med at aflæse Rødhalse.
Ved 7-tiden kommer jeg gående ved N1, da jeg hører et skingert "ki-ki-ki-ki-ki-ki-ki-ki" fra toppen af de højeste træer i bagenden af fyrhaven. Kan det virkelig passe, eller har jeg taget fejl af en Tårnfalk? Jeg spejder med håndkikkerten og finder straks en bogfinkestor spætte klatrende op ad de højeste grene på et stort udgået træ lige over N4. Lille Flagspætte! Da jeg og fuglen befinder os meget tæt på hejsenettet, forsøger jeg at tromme den i nettet med min lineal på notesbogen. Efter at have siddet i skjul og prøvet det lidt tid uden held, kan jeg ikke finde spætten igen. Den er pist væk. Den må være trukket videre med det samme. En skam, den ikke gik i nettet, men stadig en rigtig fed obs! Hermed var Gedser Oddes kun tredje Lille Flagspætte en realitet! Formentlig drejede det sig om en ung han født i nærområdet på udkig efter et egnet yngleområde.
Et par timer senere er jeg igen på vej mod hejsenettet, idet jeg ser en stor, tung fugl hænge midt i nettet. Jeg styrter derhen og når lige akkurat at få fat i duen, inden den får basket sig ud af nettet. Jeg kan nu mærke Gedsers Odde ligeledes kun tredje Ringdue! En fin ung han. Ellers var det småt med fugle. 20 nymærkninger blev det til indtil lidt over middag, hvor jeg måtte lukke nettene pga. et heftigt regnområde, som hærgede resten af dagen.
Imorgen bliver en blandet landhandel med lidt regn og en del vind, som dog kommer fra det rigtige hjørne. Det må give lidt Rødhalse og lidt Afrikatrækkere?
Asger
Foto: Asger Lykkegaard
Ingen kommentarer:
Send en kommentar