tirsdag den 26. juli 2011

"Pyt det er jo bare lokale ynglefugle"

Imorges vågnede jeg ved at der var lys udenfor. FANDENS, så har jeg overhørt vækkeuret og sovet for længe. Herefter foregik netopsætningen i løb, mens jeg forbandede at jeg kunne sove fra vækkeuret. Undervejs så jeg dog ingen fugle og så tænkte jeg "nå ja pyt vi er kun i juli, så det er alligevel kun lokale ynglefugle jeg fanger". Således opmuntret af min egen dårlige undskylding, kunne jeg gå ind og trække i ringmærkervesten og drage ud på første netrunde.
Der var godt med fugle i alle nettene, så det med lokale ynglefugle måtte jeg hurtigt trække i mig igen, for da 1. runde var klaret havde jeg mærket over 50 fugle! En rød karmindompap sad desuden og sang i haven, og en gulirisk sad der sørme også og sang.
Mikkel Lausten kom igen forbi stationen og gik med på en netrunde. Jeg sagde at nu manglede der bare en rørsanger med belgisk ring. Den næste fugl Mikkel kommer hen med er en rørsanger med ring om benet "Musso.Nat. 1000 Brussels". Så den må have hørt mig!
Gert ankom også i løbet af dagen og sammen fik vi gjort netbanerne Ø3 og Ø4 klar og sat nettene op. Ialt blev det til 196 mærkningerne idag, hvilket er klar rekord for stationen i juli måned ligesom 11 sivsanger og 84 kærsangere er nye dagsrekorder for stationen! Sidste fugl til at få ring blev en 1k karmindompap. Den 32. vi mærker i år! Iøvrigt blev også en svensk rørsanger aflæst om eftermiddagen. Det er meget sjældent vi aflæser to udenlandske fugle på samme dag!
Da jeg lukkede net til aften bryggede mosekonen i den indre fårefold, mens en familie pindsvin gryntende gik over stien, alt imens solsorten sørgede for aftensang fra toppen af udkigstårnet.
Sådan en smuk aften gør, at man kun kan elske livet på Gedser Odde!
Jesper

Ingen kommentarer: