mandag den 1. august 2011

Kålsommerfugle-hit på sydspidsen



Fotos: Hli

Det blev endnu en rigtig sommerdag på Danmarks sydspids med høj solskin, især om eftermiddagen. Efter at have lavet hegn i 25 graders varme var det blevet tid til en tur i bølgen blå. Jeg gik ned på stranden ved den store p-plads ved fuglestationen og tjekkede alle kålsommerfugle, jeg overhovedet kunne finde, da jeg vidste at det var tid til en Grønbroget kålsommerfugl Pontia edusa. Jeg har de sidste mange somre kigget efter denne art netop her, men havde indtil i dag ikke været heldig. Jeg gik 100m. ned af stranden med bare fødder i vandkanten, da jeg ser en mindre kålsommerfugl flyve uroligt omkring lavt over sennepsplanterne. Den grøn-spraglede underside og brogede vingekant gjorde den umiskendelig - Grønbroget kålsommerfugl! Den var meget flot og levede bestemt op til mine forventninger for denne art.
Jeg ringede hurtigt til interesserede lokale. Jesper og Hans kom ud med kameraerne og fik heldigvis foreviget denne sjældne iagttagelse. Edusa flyver i flere generationer, men optræder hyppigst som sjælden trækgæst i juli/august i landets sydligste egne. Såvidt jeg er orienteret er det første observation af denne art herhjemme i år. Måske de kommende dage vil afsløre en større indflyvning af arten sydfra. Tag en tur langs sydfalsters strande, det er nu chancen er der, og det kan vare længe før den byder sig igen.

GFU blog v./

Rune Skjold Tjørnløv  

Ingen kommentarer: