fredag den 20. februar 2009

Mågefangst

















Velankommet til DK igen efter en uge i Paris kunne jeg se, at det var blevet vinter i DK mens vi havde været væk. Jeg skrev derfor til Kjeld om der var gode muligheder for mågemærkning, og han kunne fortælle at vejret var godt til det. Jeg tog derfor til Ishøj næste dag efter arbejde og overnattede hos Kjeld. Klokken 5 næste morgen stod vi op, og gjorde klar til dagens første fangst. Der var stadig mørkt, da vi ankom til Svanemøllebugten, men allerede i det første lys begyndte mågerne, der havde overnattet på vandet at flyve ind til byen, hvor de fouragerer om dagen. Vi gjorde slagnettet parat og småfodrede mågerne lidt. De kom da også meget villigt op på brød, og vi lagde derfor brød ved nettet og mågerne kom straks op og begyndte at tage for sig, men så gik det desværre galt, for pludselig kom der en stor betonblander og begyndte at læsse en ladning beton af lige der, hvor vi stod og skulle til at fange måger, med det resultat at alle mågerne fløj væk igen. Efter en 10 minutters tid kom de dog heldigvis op igen og vi udløste fælden. Første fangst var udemærket, så vi fik flyttet mågerne over i opholdskasserne og gjorde nettet klar til endnu en fangst som også lykkedes fint, og herefter gik vi igang med mærkningen. Fuglene til morgen var i rigtigt fin kondition, og der var usædvanligt mange stormmåger af den russiske type henei. Blandt hættemågerne var der både en der i forvejen bar svensk ring og også en med finsk. En af stormmågerne bar også finsk ring. Efter mærkningen pakkede vi sammen og kørte ind til byen for at aflæse måger. Ved Gentofte Sø stod der en del måger med ringe og derudover lykkedes det at fange 6 blishøns og en stormmåge med hænderne. Ved Emdrup sø var der også rigtigt mange måger med ringe, blandt endet en hættemåge med finsk farvering på. Vi fodrede lidt og pludselig kom der en hættemåge helt tæt på så den skyndte jeg mig at snuppe og den var sørme allerede mærket med en svensk stålring. Om aftenen kørte vi endnu engang til svanemøllebugten og fangede en hel del fugle blandt andet en 26 år gammel stormmåge! Ialt fangede vi i løbet af dagen: 1 gråand, 6 blishøns, 55 hættemåger (2 finske, 3 svenske), 133 stormmåger (1 finsk, 2 svenske) og 4 sølvmåger! En rigtigt god dag, hvor man var godt træt da man kom i seng om aftenen!


Jesper Brinkmann

Ingen kommentarer: