fredag den 26. november 2010

Første milepæl i hus.. **20kilo**

I dag skete det, som vi alle har gået og håbet på - og så endda en hel måned før deadline. De 20.000 mærkede fugle blev nået! Det er aldrig sket tidligere i Gedser Fuglestations historie, den tidligere rekord var på omkring 14.400 og fra år 2007.
Den 24/11 havde jeg mærket 36 fugle, og der manglede nu bare 137 fugle for at runde de 20 kilo på Gedser Fuglestations område.
I morges da jeg vågnede ved 8-tiden havde Hans sat lidt net op og lyden kørte, så det var bare med at komme ud af fjerene og hjælpe til med at plukke grønsiskner ud af nettene. Benny kom kort efter og sammen kunne vi gå i gang med den ene flok grøn- og gråsiskner efter hinanden, der sad klistret omkring hver højttaler ved de to hejsenet.
Det lykkedes også at mærke 41 grønirisker, der havde fundet vej til foderpladsen og efterfølgende til H2.
I alt blev der mærket imponerende 332 fugle på en kølig, men fantastisk flot november-dag, der skriver sig ind i GFU's historiebøger. Når man ikke har så meget tid at give af, må man jo bare være effektiv, når der ind imellem skal mærkes fugle.

Gedser Fuglestations område: 20.195 mærkninger.
Stationshaven, GFU: 19.911 mærkninger.

- Vi mangler nu bare 89 mærkninger for at runde de 20kilo for haven alene, og med en måned tilbage er det vel næsten uundgåeligt.

De arter, der er mærket flest af er ....

Rødhals 2871
Løvsanger 2512
Blåmejse 2459
Fuglekonge 1685
Grønsisken 1658
Musvit 948
Gransanger 868
Jernspurv 765
Gråsisken 576
Tornsanger 538
Gærdesanger 534
Havesanger 495
Munk 461
Kvækerfinke 401
Gulbug 376
Rødstert 374
Bogfinke 337
Broget fluesnapper 297
Gærdesmutte 217
Skovpiber 157
Spurvehøg 75

Eller med andre ord - Der har været helt vildt mange af næsten alle arter..

I morgen er der årsmøde i ringmærkerforeningen, så der er hviledag, men så skal de 20kilo. for stationshaven også nåes i dagene efter.. Følg med på bloggen... Måske fanges der en perleugle om lidt... - Der er i hvert fald net op og gang i lydanlægget...

GFU blog
v./ Rune Skjold Tjørnløv

onsdag den 24. november 2010

Spansk rødhals

Så har også jeg fået min første genmelding. Fra den spanske rødhals vi (HLI og jeg) på GFU fangede og aflæste d. 29. marts 2010. Rune genfangede den for øvrigt nogle dage senere.

Art: Robin - Erithacus rubecula
Køn: Unknown
Alder: Born in 2006
dato: 9/10 2006
Sted: Illa de Buda, Sant Jaume D'enveja, Tarragona, Spain
Koordinater: 40.42N-00.43E

Afstand: 1754 km (25 gr. NNE)
Tid: 3 år, 5 måneder og 20 dage (1267 dage)

Og af alle steder - ringmærket på Ebro-deltaet, hvor jeg har været adskillige gange og ynder at afholde mine sommerferier. Verden er sandelig lille!
Måske endda ringmærket af Iben eller Cristian?

Clausjannic

mandag den 22. november 2010

Ikke flere "små grå" til den herre.. - kun grønne...

I dag var der lovet opfriskende vind fra nordøst, og allerede fra morgenstunden blæste der en jævn vind. Jeg satte ca. 10 af de bedste net op, men det skulle vise sig at næsten alle dagens 55 mærkninger sad omkring højttaleren ved det gamle hejsenet. Hele 50 ud af dagens 55 mærkninger var grønsiskener. - De reagerer meget kraftigt på de afspillede kald og så sætter de sig gerne i toppen af nogle elletræer, hvor de tager for sig af retterne - elleraklerne.

I dag blev der gjort klar til vinterfodringen og dermed vinterfangst, idet DMI lover dagsfrost senere på ugen. - Jeg har selv travlt med at skrive BA-projekt, så mærkningen er åben for den/de ringmærkere, der måtte have lyst.

Dagen blev afsluttet med en svensk mærket blåmejse, en 1k hun. - Dem har vi snart haft nogle stykker af.

Nedtælling:

GFU's område: 19.829
Stationshaven, GFU: 19.543

GFU blog
v./ Rune S. Tjørnløv

søndag den 21. november 2010

Nu er der ikke langt igen...

Jeg er atter tilbage til stationen efter nogle dage med arbejde på Zoologisk Museum og fest for Biologisk Institut. Det var rart at se, at der stadig er en verden udenfor Gedser Fuglestation, selvom det stadig er på GFU, at det virkelig rykker...
Svag nordenvind lovede godt, men de store fangster udeblev til omkring klokken 9, hvor 15 silkehaler var fløjet i F4 på én gang. I alt fik 18 af disse fantastiske fugle ring på i dag, og hele dagen var der en stor flok i haven, der gik faretruende lavt henover toppen af nettene.

Omkring klokken 10 skete der endelig noget, og herfra gik det stærkt med at pille grøn- og gråsiskener ud af de to hejsenet. Gert kom som så ofte før og gav en hjælpende hånd. I alt blev der mærket 212 fugle, hvilket igen, igen er helt vildt i november, men det er vi ligeglade med her på Gedser...

Vi er nu meget tæt på at runde de magiske 20.000 ringmærkede fugle på 1 år.

Nedtællingen er begyndt..... her kommer lidt årstotaler:

GFU's område (inklusiv Gedser by): 19.774 mærkninger
Stationshaven, Gedser Fuglestation: 19.488 mærkninger

Følg med på bloggen og vær med til nedtællingen mod de 20kg.

Se dagens øvrige mærkninger i Dofbasen.

GFU blog v. / Rune Skjold Tjørnløv

lørdag den 20. november 2010

Den gode og den onde

Adult han silkehale
Årets 2. mærkede stor torn
Lørdag d. 20. november. Endnu et par dage er gået med regn og blæst, men i aftes stilnede det af, og i morges var det stort set vindstille - med andre ord, perfekte rammer for fuglefangst. 20 minutters siskenkald var nok til at fylde N2 og N3 med 130 fugle, så Gert blev hidkaldt, og Benny indfaldt sig også lidt senere.
I første omgang var det udelukkende grønsisken, der blev fanget, men silkehalerne havde kig på områdets røde bær, og minsandten om der ikke var bid i Ø3: 10 stk på én gang.
Lidt senere var det gråsisken, der dominerede fangsten. På et tidspunkt kom der en stor tornskade til den ene ende af N2, hidlokket af grønsiskenerne, men den gik ikke i maskerne. Det gjorde den derimod et par timer senere nøjagtig samme sted og blev dermed sæsonens - og årets - anden mærkede "slagterfugl".
Dagens resultat:
silkehale 10
grønsisken 171
gråsisken 65
rødhals 4
jernspurv 1
stor tornskade 1
i alt 252
Den stationære flok bramgæs på ca. 800 lavede flyveopvisning over hovederne på os, krydret med en rød glente, en blå kærhøg og en hvid vipstjert.
HLI

tirsdag den 16. november 2010

Standardperioden slut for i år, men mærkningen fortsætter.....

Vores lydanlæg har gjort sin virkning: Ca. 85 siskener i maskerne!

16. november.
Efter 3 dage med masser af regn og blæst, der umuliggjorde al fangst p Odden, var vejret igen OK i dag. Rune havde sat de fleste af garnene og blæste lidt kald af grøn-og gråsisken ud over haven. Til at begynde med uden ret mange fugle, men en fuglekonge med MATSALU-ring varslede dog en god dag forude. Han måtte hurtigt derpå ringe efter forstærkning, og da jeg lidt efter var på pletten, var de to hejsenet og nabonettene godt fyldte. Lidt blåmejser, der dog ikke optrådte i betænkelige mængder, samt især grøn - og gråsisken var det, der prægede billedet. Gert ankom kort tid efter og hjalp med fuglene.


En af de mere sjove gråsiskener - leucistisk og ganske smuk!

Det blev til 440 fugle i dag, så nu mangler vi ca. 700 stk. i at nå de 20.000 ved GFU i år. Jeg tror vi når det! Yderligere to svenske kontroller i dag: Blåmejse og Gråsisken, og det gav desuden et par silkehaler.
GFU-blog/v. Rune og Hans




onsdag den 10. november 2010

Hvidsisken og østlig gransanger..

Efter 3 dage med vigtige møder på dagsordenen kunne jeg atter koncentrere mig fuldt ud om ringmærkningen. Jeg havde fået besøg af min gode fugleven fra biologistudiet, Thomas Boilesen, der har fået en x-licens og er under oplæring i ringmærkning. I går var der bare 6 fugle, så vi håbede på en god dag med stille vejr, så vi kunne have mange net oppe. Morgenen startede stille, men fint med flere mærkninger af stor dompap, nogle fuglekonger, en sangdrossel og enkelte gråsiskener. Ved 10-tiden rundede vi fårefolden og gik tilbage langs det vestlige læhegn ud imod Frisenfeldts marker. Pludselig fløj en fugl op med helt rent hvid overgump. Jeg fik kikkerten på og kunne konstatere, at det var en rigtig flot hvidsisken - en gammel fugl med helt hvid overgump. Den hvide farve gik langt op af ryggen og det lille næb og øje gav et kineser-udtryk i ansigtet. Fuglen fløj desværre lige henover nettet H4 og forsvandt ind i nogle høje granner og blev ikke set siden. Vi var nødt til at gå på netrunde og i N2 og N3 hang der da også 85 fugle, der skulle plukkes ud og have ring om benet. Det var gråsiskener og grønsiskener - ca. halvt af hver.
Gert var imellemtiden ankommet for at twitche vores hvidsisken, men han hjalp pænt med at tømme net. I N1 hang der pludselig en gransanger, der var meget brun på kinden og sandfarvet på ryggen, havde knaldsorte ben, gule undervingedækfjer og intet gult i dragten i øvrigt. Alt dette samt fuglens "kyllinge-kald" peger på en østlig oprindelse. Der er tale om en såkaldt tristis-type...
Her følger en række billeder... Kommentarer er velkomne.

.


Gfu blog v. /Rune S. Tjørnløv

tirsdag den 9. november 2010

En hilsen fra de varme lande


Den 1/9 i år mærkede jeg blandt andet 3 spurvehøge på Gedser Odde. Det er en god dag så tidligt på sæsonen, men det skulle vise sig at den ene af høgene var noget særligt.

Idag kom der nemlig besked fra ringmærkningscentralen at 7087605 var blevet aflæst ikke mindre end 1560km fra Gedser Odde i Spanien!

Dette er meget usædvanligt da der ifølge Danmarks ringmærkningsatlas kun er 6 andre genfund af danskmærkede spurvehøge fra Spanien, hvoraf de 4 er mærket som redeunger. Det er desuden også mit første genfund fra spanien, hvilket bare gør det hele endnu mere fedt!

Billedet er taget da den blev aflæst i spanien!

Jesper Brinkmann

mandag den 8. november 2010

Det er slet ikke slut endnu...

For mit vedkommende gik lørdagen med møde i Dof's ungdoms-udvalg, men der blev heldigvis stadig mærket fugle på Odden. Brian Maar havde lovet at tage vikar-tjansen på en dag han nok sent vil glemme. Indtil middagstid havde han bare mærket 15 fugle og han var så småt ved at lukke net, da der skete noget helt uventet. Ud af den blå luft dumpede flokke af blåmejser og gråsiskener ned fra en skyfri himmel og Brian kunne med hjælp fra Gert og Hans mærke mere end 170 fugle på lukkerunden, altså i de 7 sidste net, der endnu var åbne. Det affødte gode forventninger til søndagens mærkning, og Jesper, der var kommet sent lørdag aften, og jeg kunne mærke 157 fugle på en dejlig vindstille efterårsdag med høj solskin.
Kl. 15 startede Gedser Fuglestations styregruppemøde, og Jesper og jeg skiftedes til at gå net-runder i løbet af mødet, da vi havde planer om uglemærkning henover aftenen.
Nettene blev holdt åbne til kl. halv 10, og på sidste runde sad der minsandten en 1k hun skovhornugle. Vi havde spillet perleugle-sang og kald 2 steder i haven, men det er ikke kun perleugler, der reagerer på dette, også skovhornugler bliver tiltrukket af lyden, der på en klar aften kan høres flere kilometer væk.

GFU blog v. / Rune S. Tjørnløv

fredag den 5. november 2010

Ét dusin i blæsten


Fredag d. 5/11. Efter et par dage ugen fangstmuligheder - regn, regn og atter regn - måtte jeg prøve, om der ikke kunne komme et par fugle. Det blæste 13-14 sekundmeter fra vest, men jeg kunne da sætte 10 net i nogenlunde læ. Der var dog ikke meget, der rørte sig oven på nattens regnvejr. De 5 standardtimer kunne dog gennemføres med det lidt magre resultat: 12 fugle!
Opløftende var det dog, at de to af dem var gamle spurvehøge-hanner med skifergrå ryg og orange øjne.
Simon dukkede op til en kop kaffe, og han var lige med på en netrunde, inden han skulle på Odden og kigge. Senere på formiddagen fandt han 2 Nilgæs ved Fiskebæk Sø.
Rottemanden kom og skiftede foder i blikæskerne, så kan de bare komme an, de bæster!
Tekst og foto: Hans.

mandag den 1. november 2010

Nybyvej 51 oktober måned 2010


Det er dog nok den vildeste måned, jeg har haft i al den tid, jeg har ringmærket på matriklen. Der er ringmærket 554 fugle, fordelt på 20 arter: Musvit 208 - Blåmejse 71 - Rødhals 35 - Skovspurv 70 - Gransanger 30 - Munk 18 - Sumpmejse 3 ( nr. 91 - 92 - 93 ) - Fuglekonge 8 - Grønirisk 53 - Gærdesmutte 4 - Bogfinke 31 - Sortmejse 7 - Spætmejse 2 - St. Flagspætte 2 - Sangdrossel 1 - Træløber 2 - Kvækerfinke 6 - Solsort 1 - Dompap 1 og Vindrossel 1.
Der er aflæst 26 fugle, de 25 var alle fugle som er ringmærket her, den sidste, en Musvit var mærket på Gedser Fuglestation, af Rune.
Det store antal Musvitter, har overrasket mig meget, de har faktisk været her hele måneden, men ikke en eneste med udenlandsk ring, det er lidt underligt. 30 Gransangere er også mange i min lille have, og så 3 Sumpmejser mere, hvor kommer de dog fra, det bliver næsten et helt jubileum, den dag jeg runner 100 mærkninger.
Det har været måneden, hvor der er trukket mange hunderede Bramgæs sydover, en hel del Ringduer er det også blevet til. Ravnene har ladet høre fra sig, og de små Korsnæb, viser sig næsten hver dag. Jeg har hørt/set de første Sjagger og på den sidste dag i måneden, rastede der Silkehaler i træerne omkring huset.
Men en Hvidbrynet Løvsanger eller Rødtoppet Fuglekonge kunne godt finde vej til Nybyvej, det er snart længe siden.
Ellers bliver det spændende at se, hvad næste måned kan bringe.

Benny