mandag den 14. februar 2011

Fra Nakskov til Marokko


En dejlig eftermiddag i den tidlige forsommer 2010 mødtes Kjeld T. Pedersen, Johnny Pedersen, Henrik Jørgensen, Gabriella Andersson og undertegnede på Møn. De næste 3 dage skulle bruges på at besøge forskellige små øer på Lolland-Falster og Møn, for at ringmærke skarv-unger for DMU. Arbejdet med at puste gummibåden op gik hurtigt, og snart efter var vi på vej ud til den første ø. På vej derud blev der fortalt historier om dengang øen var et paradis for hættemåger, og hvordan øen havde ændret karakter med årene.

Velankommet til øen blev der delt ringserier ud og, så var det ellers bare at starte fra en ende af og få mærket så mange af skarv-ungerne som muligt og hele tiden sørge for, at ungerne var rolige og blev inde i kolonien.

Lidt senere og mange skarv-ringe fattigere sejlede vi ind til land igen. Hvis man ikke kunen se forskel på os fra da vi sejlede ud og kom ind igen, så kunne man i hvert fald helt sikkert lugte forskel.

Vi tog derefter ind til en lille campingplads, hvor der var tid til en masse gode historier. Næste dag gik turen så ud til endnu en ø ud for Møn. Ude på øen var der en lille hytte som vi kunne gå ind i hvis vi havde brug for en pause. Da vi ville inspicere hytten, fandt vi dog en yderst død ræv derinde, og pludselig var lugten af skarv-lort faktisk ikke så slem endda!

Da denne dag var omme var vi mætte af oplevelser og temmelig trætte, så det blev ikke til mange røverhistorier denne aften.

Den 3. dag skulle vi ud til en ny ø, hvor der ikke før var mærket skarver. Så det var med nogen spænding, at vi satte kursen mod Nakskov. Vel ankommet til Langø Havn, støtte vi på første problem, for vi skulle finde en der havde en båd der ville sejle os derud.
Det lykkedes dog at finde en, som gerne ville smutte os derud.

Vel ankommet blev vi mødt af masser af skarv-unger, så det var godt, at vi havde valgt at tage den ø med. Da vi blev hentet senere var vi godt trætte og møre og vores hænder og arme var fyldt med sår fra skarv-ungerne skarpe næb og klør. Dog var vi alle enige om, at det havde været en super tur, og at vi var klar til at ligge på knæ i skarv-lorten igen til næste år!

Siden vores tur er der kommet en hel masse genmeldinger på de skarver vi mærkede på denne tur. Der er blandt andet kommet genmeldinger fra Sverige, Tyskland, Frankrig, England og sågar fra Gibraltar.

Idag kom dog den genmelding jeg havde ventet på - nemlig en fra Afrika! Det var en af de skarver vi mærkede den sidste dag på turen. Den havde fløjet 2531km fra mærkningsstedet til Marokko, hvor den var genmeldt fra.

Forhåbenlig kommer der mange flere genmeldinger de kommende år!

Jesper Brinkmann
Fotos: Kjeld t. Pedersen

2 kommentarer:

Gedser Fuglestation sagde ...

Hej Jesper.

Dejlig historie - Marokko det er vel din første genmelding der fra og måske første fra Afrika?
Vh, Louis

Gedser Fuglestation sagde ...

Hey Louis!
Ja det var mit første genfund fra Afrika, så det var fedt! Det nærmeste jeg havde været afrika før det var Gibraltar, og det var også en skarv:) det næstnærmeste var en spurvehøg fra Italien:)
Jesper