onsdag den 9. juli 2014

Klargøring til næste sæson

Benny, Gert og jeg havde sat os stævne i formiddags på GFU, hvor området skulle gøres klar til, at den standardiserede ringmærkning starter om 11 dage.

Vi havde selvfølgelig valgt den dag, hvor årets højeste temperatur blev registreret, vistnok 30,7 grader i Aalborg. Så varmt fik vi det dog ikke, "kun" 22 grader, men det var dog mere end rigeligt til at få tøjet til at klistre til kroppen.




Netstedet H1 før trimning: Brombærrene gror vildt!



Netstedet H1 efter trimning, men før oprydning. Der mangler topskæring af nogle overhængende grene.


 - - - for der blev knoklet med diverse skærende og klippende redskaber, så netbanerne kunne blive klar. Det afklippede blev kørt på bålpladsen nær stranden - - afbrænding først til vinter.

På seks timer nåede vi at få klippet det meste, men der mangler at blive kørt et par læs kvas af sted, før arealet stort set er klar.

Det er ikke meget man ser og hører, mens der arbejdes, men dog kom der vel 25 korsnæb overflyvende, og en karmindompap lod sin dejlige røst lyde nogle gange fra haven.

Stor tak til Gert og Benny for knokleriet i dag!

Over middag kom Munken og Emil på kort visit.

Hans

Ingen kommentarer: