Det regnede fortsat fra morgenstunden, så jeg udnyttede den sjældne og kærkomne mulighed for at sove længe. Ved 7-tiden stoppede sileregnen omsider, blot for at blive afløst af ganske svag og meget fin støvregn. På det tidspunkt havde det regnet i 24 timer i træk, og der var faldet mere en 20 mm. nedbør her på Gedser Odde! Der var også dannet flere småsøer rundt omkring på stierne i haven!
Jeg satte nogle ganske få net op lige omkring huset i håb om, at nogle af de mange fugle, der var i haven i går, stadig måtte befinde sig i området. Af en eller anden grund var det dog ikke tilfældet, eftersom jeg kun fangede 11 fugle på 5 timer. De kan dog sagtens bare have været inaktive, da det blæste op til 15 m/s i middelvind. Dagens bedste fugl blev uden tvivl den Bysvale, der sad i F2 kl. 10. Det er kun den 9. Bysvale, der mærkes på Odden og den første siden 2004! Med dagens ene Rødstjert er der også sat forårsrekord af dem. 4 mærkede Brogede Fluesnappere er også rigtig pænt.
Om aftenen tog mine forældre tilbage til Århus. De synes virkelig godt om Gedser, både stedet, naturen og selve fuglestationen, og det kan jeg da kun give dem ret i! De seneste to dages massive regn og dårlige trækvejr må have sat en stor, fed og effektiv prop i fuglenes træk. Der må således være skabt en stor ophobning af fugle, som så skal af sted imorgen. DMI lover svag vestlig vind imorgen tidlig samt klart vejr, så der er et godt grundlag for en god fangstdag.
Asger
søndag den 16. maj 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar