mandag den 10. maj 2010
Forårets fedeste fangst
Turteldue 2k han. Den 13. mærkede i DK gennem tiderne og første for Lolland-Falster-Møn Ringmærkningsgruppe!
Endelig fangede jeg noget overraskende og ikke-ventet! Det var virkelig dejligt omsider at fange noget ekstraordinært og noget som jeg ikke havde regnet med på forhånd.
Allerede ved netopsætning var jeg klar over, at det ville blive en god dag, da jeg kunne høre rigtig mange fugle i krattene. Første runde var rimelig hektisk med ca. 50 fugle bl.a. en Skovsanger og årets tredje Nattergal. Rasmus Strack kiggede forbi stationen på anden runde, inden han drog ud i landskabet for at producere. Det lykkedes meget godt, idet han fandt to Hvidvingede Terner ved Bøtø Nor samt en tidlig gammel han Karmindompap ved Birkemose.
Hans har fået gang i bålet
Hans kom også tidligt for at komme i gang med dagens projekt: at få vores kæmpe krat-gren-bunke brændt af. Efter en lidt træg start kom der rigtig godt gang i det, da Louis også kom ud for at hjælpe med at fodre bålet og flytte gløder. Derefter gik det utroligt stærkt og efter mindre end 6 timer var det hele gået op i røg og forvandlet til et tyndt lag aske!
Louis i aktion
Sådan skal det gøres
Mærkningen kunne ikke holde første rundes høje niveau, så det tyndede stille og roligt ud i løbet af dagen og endte på 95 nymærkninger fordelt på 18 arter. Det er en rigtig god dag! Hele 13 af dagens fugle var Rødstjerter, hvilket er rigtig flot, og med dagens to Sangdrosler er der sat ny forårsrekord af dem. Løvsangerne dominerede med 37 mærkede i dag, men vi mangler stadig en hel af dem i forhold til normalen. Ellers skal 3 Grå Fluesnappere, 2 Stillitser og 2 Rørspurve bemærkes.
Dagens absolutte højdepunkt indtraf, da jeg kl. 12.45 er på netrunde. Jeg letter en lille due ved hejsenettet, som flyver over og sætter sig nær F2: Turteldue! Gert, Hans og Louis får den også fint at se, mens den sidder og småkurrer. Lidt senere flyver den til alt held i hejsenettet og under stor dramatik når jeg lige nøjagtig at få fat i den, inden den får basket sig ud igen! Hermed var DK's 13. mærkede Turteldue gennem tiderne en realitet og samtidig den første i Lolland-Falster-Møn ringmærkningsgruppe! Det var virkelig en flot fugl at stå med i hånden! Det er klart forårets fedeste fangst indtil videre og den gør det virkelig ud for mange nulrunder og kedelige dage!
Derudover var der også en hel del andet at se på i dag. Der trak ca. 3.000 Bramgæs over Odden, og vi så endvidere Gulirisk, Lærkefalk og 5 Traner. Om aftenen var Benny forbi i håb om at se duen, men vi kunne desværre ikke genfinde den. Han fik dog set en Nattergal i hånden som trøstefugl.
Asger
Fotos: Asger Lykkegaard
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar