lørdag den 29. maj 2010

Absolut godkendt


Stationshaven kl. 4.45

Dagen gav 39 mærkninger, hvilket må siges at være godkendt så sent på foråret. Det blæste desværre ret meget ved solopgang. Knap 10 m/s er lige i overkanten til ringmærkning, men ikke desto mindre var der pænt med fugle de første runder. Det virkede faktisk som om, at antallet af fugle aftog proportionalt efterhånden som vinden aftog. Årets 4. og 5. Karmindompap samt en Rødrygget Tornskade fik ring på i dag. Gulbuge mærket her tidligere år fortsætter med at ankomme til haven, idag både fugle fra 06,07,08 og 09.


Karmindompap han 3k+

Karmindompap han 2k/hun 2k+

Da mærkningen gik i stå, var der heldigvis masser at se på i luften: Forårets 9. Sorte Glente sås stryge sydvest kl. 10.40. Lidt efter så jeg kortvarrigt en Sort Glente skrue et stykke nord for stationen, men jeg så desværre ikke, hvor den blev af. Det var formentlig dagens anden Milvus migrans. Men jeg kan ikke udelukke, at den første har vendt om og returneret så hurtigt, selvom det virker totalt utænkeligt. Brian, Gert og Hans var også forbi stationen, og sammen fik vi omsider set den første Vandrefalk på Odden her i foråret. Derudover sås 10 Traner, 5 Hvepsevåger og 1 Rød Glente.

Her til aften er det rigtig fint trækvejr, men vinden er dog gået i øst, hvilket ikke er optimalt for mærkningen. DMI forudsiger, at der kommer et heftigt regnområdet ind ved 7-tiden imorgen, men forhåbentlig kan jeg lige nå 3 gode timer inden.

Asger

Fotos: Asger Lykkegaard

Ingen kommentarer: