fredag den 7. maj 2010

Forår?

I betragtning af dagens vejr kunne man virkelig komme i tvivl om, hvilken årstid vi har. De allerfleste ville nok have skudt på efterår, for vejret i dag mindede mest af alt om en trist og grå novemberdag! Det var virkeligt gustent at opholde sig udenfor og allehelvedes koldt! Det blæste op til 22 m/s i vindstød og 17 m/s i middelvind og regnede stort set uafbrudt fra morgen til aften. Jeg udnyttede derfor den så sjældent tilstedeværende chance for at sove at længe. Jeg præsterede at sove fra kl. 18.30 onsdag aften til kl. 11 torsdag middag. Jeg var dog kort ude at vurdere vejrsituationen kl. 4, men fandt meget hurtigt ud af, at jeg bare skulle sove videre!

Udover at sove igennem brugte jeg dagen på at give huset en indendørs hovedrengøring. Ved aftenstide var jeg lige ude og gå en tur i haven i silende regnvejr. Ikke desto mindre var der pænt med småfugle i haven i form af årets første Grå Fluesnapper, 3 Brogede - og lidt sangere. Eftersom regnen tilsyneladende først skal stoppe ved solopgang i morgen tidlig, forventer jeg at kunne fange en del af alle disse fugle, idet de næppe forlader haven i sådan et skodvejr.

Om aftenen gik Hans og jeg en tur på stranden med projektør og ketcher i håb vejret havde presset lidt fugle ind til rast på stranden. Det var dog ikke tilfældet, for vi så ikke andet end det lokale Gråandepar.

Jeg ser virkelig frem til imorgen, fordi vejret bliver helt ideelt til mærkning med svag vind for første gang i adskillige dage. Pga. alt det dårlige vejr de seneste dage, må der være sket en ophobning af fugle, der er blevet forsinket af vejret og som så skal af sted imorgen. Jeg tror på en god dag.

Asger

Ingen kommentarer: