søndag den 2. maj 2010

Åbenthus





Så var det tid til årets første åbenthus arrangement. Med svag nordvestenvind og klart vejr var vejrbetingelserne ideelle for ringmærkning. Derfor var dagens 30 nymærkninger da også en skuffelse antalsmæssigt. De 20 af dem faldt inden arrangementet startede kl. 8, så der var ikke styrtende mængder af fugle at vise frem til vores gæster. Men jeg tror dog, at alle fik set mindst én fugl i hånden, og det er jo det vigtigste!

Ifølge tællemester, Louis, besøgte 72 mennesker fuglestationen i dag for at se, hvordan ringmærkningen foregår det sted, hvor flest fugle bliver mærket i Danmark. Det må være et godkendt antal besøgende i betragning af, at vi var i skarp konkurrence med Døllefjelde-Musse Marked og konfirmationer. Folk virkede glade og interesserede i at opleve fuglene på tæt hold, og dagen gav da også lidt penge i vores kasse.




Som noget nyt havde vi en observatør, Clausjannic, som stod ved stranden nedenfor fuglestationen og fremviste fugle i teleskop til folk efterhånden som de gik til og fra stationen. Han havde desuden medbragt et sæt walkie-talkier, så han kunne melde til os, der befandt os i stationshaven, hver gang, der var noget spændende at se. Vi prøvede også for første gang at skrive dagens obs. op på et flipboard, hvilket faldt i god jord blandt vores gæster. Observationerne talte en del sydtrækkende store fugle bl.a. 2 Traner, 5 Røde Glenter og hele 3 forskellige Havørne!

Så alt i alt var det en god og hyggelig dag både på den ene og anden måde. Fra fuglestationens stab deltog Hans, Louis, Gert, Brian, Michael Thelander, Jesper, Fie, Clausjannic og undertegnede i dagens åbenthus. Tak til alle de fremmødte og på gensyn til sidse weekend i september, hvor vi holder næste tilsvarende arrangement!

Om aftenen kørte Clausjannic og jeg en tur op til Bøtø Nor, hvor vi bl.a. havde årets første Gøg, Skovsanger, 5 Rørhøge og lidt vadefugle. Det var dejligt at komme lidt udenfor Gedserområdet igen - det var første gang i mere end tre uger, at jeg har bevæget mig længere væk end Gedser Brugs! Clausjannic, Jesper og Fie tog hjem igen til aften, så nu er jeg igen alene på stationen.

Asger

Fotos: Louis Hansen

Ingen kommentarer: