tirsdag den 11. maj 2010

Ned på jorden igen

Efter gårsdagens superfangst var niveauet for dagens mærkning noget mere normalt. Det er meget naturligt, at antallet af fugle er noget lavere dagen efter en rigtig god dag, indtil der kommer en vejrændring. Dagens 27 nymærkninger ligger lige omkring gennemsnittet for hele foråret. Hele 5 Solsorte fik ring i dag, hvilket er helt uhørt mange midt i maj måned! Trækket burde være overstået for flere uger siden, men alligevel har jeg mærket omkring 20 Solsorte i maj måned! Dette antyder, at fuglene har trukket usædvanligt langt mod syd her i vinter for at undgå den strenge kulde, og følgelig ankommer væsentligt senere end normalt.

Blandt dagens fugle var der med en Munk med et dansk ringnummer, jeg ikke lige kunne genkende. Da nummeret heller ikke stod i vores ringdatabase, måtte det jo være en fremmed dansk ring! Zoologisk Museum var hurtige med svar, og fuglen viste sig at være mærket i Fredsskoven ved Oure nær Svendborg i juni sidste år! Ellers skal årets femte Hvide Vipstjert også bemærkes blandt dagens fugle.

Da der ikke var særligt meget at lave ved nettene, gik jeg i gang med at slå græs. Det er noget af et heldagsprojekt hernede, idet det tager mere end 6 timer for én mand! Jeg blev da heller ikke helt færdig. Efter middag blev det helt vindstille på Odden - der var simpelthen ikke en vind, der rørte sig! Det er meget usædvanligt hernede, hvor det næsten altid blæser relativt meget. Jeg er ret overbevist om, at folk nede i Rostock tydeligt kunne høre græsslåerens gennemtrængende brummen!

DMI lover en del regn imorgen tidlig, så det er usikkert, om jeg overhovedet kan mærke.

Asger

Ingen kommentarer: