fredag den 11. september 2009

Næsten 500 fugle på 2 dage!

Løvsanger med hvide halefjer

Årets første Stenpikker

Tors-fre d. 10. og 11. sep.
Vejrskifte til nordvestenvind med lidt koldere nattemperatur plejer at være godt på Gedser Odde om efteråret, så Stig og jeg var parate til at tage imod fuglene. Allerede inden det blev lyst i går morges stod det os klart, at vi ville få travlt. Rødhalsene myldrede rundt mellem buskene og fandt hurtigt frem til netmaskerne, og også Jernspurvene viste pænere tal end de foregående dage. Stadig mange Løv- Torn- Have- og Gærdesanger.
Tidligt på dagen hang der årets første Stenpikker i uglenettet, og senere havde vi en spøjs Løvsanger med hvide halefjer!
Vi skulle have besøg af en skoleklasse og Benny, og der var masser af fugle at vise dem. Mens de var her, kom der et lille influx af nogle Rørsangere og minsanten også 2 Græshoppesangere.
238 mærkede fugle om torsdagen.


I dag fortsatte de gode takter med rigtig mange Rødhalse, en del Gransangere, en håndfuld Grå Fluesnappere, en enkelt Spurvehøg, som Stig fik prøvet kræfter med, og efterårets første Fuglekonge. Vi nåede lige akkurat at fange flere end i går: 240 stk! På næstsidste runde kom vel nok dagens bedste fangst: En Munk med norsk ring, efter ringens udseende at dømme mærket for ganske kort tid siden. Det bliver spændende at få ring-data hjem.

Henrik Brænder ankom i eftermiddags som ringmærkningsvikar her i weekenden. Det gav lige 13 fugle mere her til aften.
Så 491 fugle på 2 dage, ganske tilfredsstillende.
Skrevet og fotograferet af: Hans Lind

Ingen kommentarer: