søndag den 13. september 2009

Rødhalse, Gransangere og trækfugletur

Lørdag-søndag 12. og 13. sep.
Som ventet efter et par supergode dage kommer der en halvering af antallet, og det kom til at passe meget godt med Henriks 101 fugle lørdag. Igen var det Rødhals, der dominerede, men også Gransanger var godt med - hele 27 stk!
I dag havde vi arrangeret trækfugletur, og små 25 gæster havde valgt at tage imod tilbuddet. Først en fremvisning af nogle ringmærkede fugle ved fuglestationen, og derpå en gåtur til Marinestationen. Undervejs havde vi fin opvisning af et par Røde Glenter og en halv snes Musvåger, der fandt noget termik inden udtrækket over Østersøen. Der var pænt med Spurvehøge, men oplevelsen toppede, da vi så en Stenpikker ved stranden: Få sekunder efter blev de 50-100 meter fra os jagtet af en sulten Dværgfalk. Jagten tog næsten ét minut, og på et tidspunkt stod der en mindre sky af dun ud fra Stenpikkeren, men den slap dog væk fra forfølgeren i sidste øjeblik.
Ringmærkning i dag: 29 stk.
Hans Lind.

Ingen kommentarer: