fredag den 21. november 2008

Tilbage på odden!


Efter at have været væk fra Gedser odde i en måneds tid hvor tiden er gået med arbejde og kærestebesøg, fik jeg endelig et hul i programmet, så drog afsted fra Vestsjælland klokken 06.00 imorges og var fremme i Gedser klokken 11.00.

Nettene blev straks sat op, og selvom der var hård nordvestenvind blev det alligevel til en del fugle! Grøniriskerne dominerede fangsten som vanligt og ialt 30 kunne mærkes inden netlukning klokken 16.30. Derudover fik hele 11 solsort ring på, hvilket er mange i stationshaven, men i følge Jens, har der været virkelig mange hernede hele november måned, hvilket er underligt eftersom, at jeg kun mærkede 5-10 stykker på hele oktober måned, men de må være ankommet sent i år! I alt blev 54 fugle mærket idag! Imorgen skal vi have kratrydningsdag hernede med efterfølgende julemøde, så jeg glæder mig til at se en masse arbejdsivrige folk hernede imorgen!

Vel mødt!

Jesper Brinkmann Foto: GFU

onsdag den 19. november 2008

Velsignet besøg!




I dag eftermiddag onsdag den 19. november 2008 havde Gedser Fuglestation besøg af Sognepræst Søren Winther Nielsen og Biskop Steen Skovsgaard!
Mange emner blev vendt på dette korte eftermiddags besøg – men med trænede og passioneret lyttere var det en ren fornøjelse, at kort kunne fortælle om ringmærkningen af småfugle, Gedser Fuglestations historie, om Københavneren, der flyttede til Gedser grundet det rige fugle liv, om fårene der (igen i dag) var sluppet ud af indhegningen. Samt mange andre historier.


Og ikke mindst at lytte til biskoppens historie om uglen i skorstenen og Sognepræsten, der fandt et skelet i efeuen (af en ugle) og lytte til historien om den nyligt (i foråret) opsatte stærekasse hvor der allerede kom unger i kassen det første år! Og naturligvis beretninger om biblens mange fortællinger om samspillet mellem fuglene og menneskene.
I det hele taget et velsignet besøg – som kan skabe grobund for flere besøg og ikke mindst nye spændende kontakter.

Det var en sand fornøjelse - trods det bistre vejr, at kunne fremvise Danmarks måske flotteste fuglestation og Danmarks sydligst beliggende stråtækte hus.

Hans Lind & Louis A. Hansen takker for sognepræstens medbragte boller samt for deres besøg.

Ps om besøget vil kaste et sensationelt hit (=sjælden fugl) af sig må de nærmeste dage vise – velsignet føler vi da vi er blevet!

onsdag den 12. november 2008

Perlens rejse

Nu har vi modtaget svar på, hvor den norske perleugle Jens fandt for en uges tid siden var mærket. Svaret fra ZM: Ringmærkningscentralen på Zoologisk Museum har nu modtaget mærkningsdata fra Norge: Perleuglen som Jens W fandt trafikdræbt 6. november, blev fanget i spejlnet med hjælp af lyd og mærket som 1k d. 26. oktober 2007 ved Trysil, Hedmark (61.23N 12.04E). Fuglen var således 2k da den omkom ved Gedser og den havde fløjet mindst 755 km mod syd. Langt de fleste Perleugler som er ringmærket ved Falsterbo og på Øland under dette efterårets invasion, er 2k fugle.

torsdag den 6. november 2008

Død Perleugle

Da jeg i dag kørte ned til Gedser så jeg, at der lå en trafikdræbt fugl i vejsiden lige uden for Gedser by, og som altid vendte jeg bilen for og se, hvad det var og om den skulle have ring på. Da jeg kom hen til fuglen kunne jeg se, at det var en perleugle, men fik også øje på, at den havde en norsk ring på.
Det er kun 4. aflæste perleugle i DK som er mærket i udlandet: en finsk og to svenske og så nu et norsk.
Fuglen var desværre så ødelagt og våd, at det ikke kunde svare sig og gemme fuglen.
Jens W Christoffersen

onsdag den 5. november 2008

Perler i nettet







Jeg kom lidt sent ud på stationen for og prøve om jeg kunne fange lidt ugler.
Satte 5 net op og satte lyd på af både perleugle og spurveugle.
De første runder gav ikke rigtig noget, selvom jeg havde set to skovhornugler, men kl. 20:30 sad der en lille ugle i det nederste fag i nettet, og det var en perleugle, næste runde gav en skovhornugle og kl. 01:00 sad der endnu en perleugle, så en rigtig god nat fangst.
Om morgenen da det lige var blevet lyst myldrede det rundt med solsorte over det hele men var nødt til og lukke net ned for at tage på arbejde, men nåede og fange 10 solsorte og en spurvehøg på de 5 net.
Jens W Christoffersen Fotos: JWC

mandag den 3. november 2008

Tak for denne gang!


Lørdag havde jeg så sidste dag i Gedser for denne gang! Og det blev til en fed finale på opholdet dernede, så her et kort resumé af de sidste par dage! Gedser er jo et af de eneste steder hvor der mærkes perleugler i DK og da der er mange danske birdere, der gerne vil se den lille nuttede dunklump, var stationen helt booket op denne weekend og fredag aften ankom RS, MKH, IBJ, LST, GJ, PBH til stationen i håb om at der skulle ryge en perle i nettene. Gæsterne lagde hårdt ud med at nulstille en ramme grøn sodavand og indholdet i en flaske gammel dansk svandt også hurtigt, og herefter gik en gruppe af gæsterne på uglelysning, men det var de dog ikke så heldige med. Selvom vejret var perfekt var der heller ingen perler i nettene, men klokken 2, da alle var faldet i søvn, sad der da i det mindste en ung hun skovhornugle! Og det var den første der bliver mærket ved stationen i år, så det var faktisk federe end hvis det havde været en perleugle! Næste morgen var nettene totalt tomme, hvilket undrede en del selvom det godt nok var blæst en del op, men der hang dog en stor tornskade 2k+ på 2. runde, så var der da sket lidt.

På 4. runde sad der en sanger nede i den bagerste ende af ø3, og jeg tænke at det måtte være dagens første grans, men da jeg kom derhen kunne jeg se, at den havde gule ben, og herefter blev den straks bestemt til en løvsanger! Måske DK´s seneste nogensinde? En gruppe kom ind fra odden og twitchede denne eksklusive november-blocker, og samtidigt begyndte rygterne at svirre om mulig humes på Kroghage lavet af HKR. Kort tid efter var fuglen bestemt sikkert og odden blev tømt for fuglefolk. Det var meningen, at jeg ville have forsøgt at indfange fuglen, men pludselig var et af mine net fyldt med gråsiskner, og 85 siskner blev pillet ud af dette ene net! Da jeg skulle hjem til Vestsjælland nåede jeg aldrig til Kroghage for at fange sangeren desværre, men dagens ringmærkningstotal kom op på hele 170 fugle, hvor gråsisken og grønirisk var de bedst repræsenterede i fangsten! Herudover bød dagen på obs ad mudderklire, landsvale2, bysvale og den sædvanlige gulirisk!

Tak til alle der har fulgt med på Gedser-bloggen her i oktober måned! Den vil fremover kun blive opdateret når der ringmærkes på stationen engang imellem! Jeg selv er forhåbenligt snart tilbage på odden!

Tak for denne gang!

Jesper Foto: GJ