onsdag den 18. marts 2015

Det kører!

En dag som vejrmæssigt lignede igår. Det var dog hurtigt tydeligt at der var mere gang i trækket og at flere arter end i går, var i luften og krattene. På første runde ventede der mig en overraskelse i det sidste net, i form af en flot kernebider! Så var dagen allerede godkendt og de næste timer kom jeg da heller ikke til at kede mig.
Dagens "Boltsaks". Kernebider - Coccothraustes coccothraustes
Midt på formiddagen, da jeg er på runde, flyver en stor tornskade over haven og sætter sig i toppen af de høje træer, i den sydlige del af haven. Den bliver mobbet meget af en flok musvitter, og forsvinder ned i haven. Jeg går spændt rundt til resten af nettene og sørme om ikke tornskaden sidder i det sidste net. Endnu en gang "leverede" Ø11 en god art til mig! Det blev til i alt 25 nymærkninger fordelt på 3 gærdesmutter, 3 jernspurve, 2 solsorte, 2 sangdrosler, 4 nordlige halemejser, 6 musvitter, 1 stor tornskade, 1 kernebider og 3 bogfinker.
Stor Tornskade - Lanius excubitor
En del ederfugle trak i dag. Uden at have talt dem, vil jeg skyde på at minimum 5000 trak i løbet af dagens første 5 timer. Mellem netrunderne blev det også til 50+ blisgæs, 6 pibesvaner, 4 hvide vipstjerter, 3 hulduer, 40 ringduer, 11 viber, 3 misteldrosler, 25+ sanglærker, 3 rørspurve og 10+ engpibere. Et par hundrede finker trak også.

Todays' ringing totals:
Wren 3
Dunnock 3
Blackbird 2
Song Thrush 2
Long-tailed Tit ssp. caudatus 4
Great Tit 6
Chaffinch 3
Hawfinch 1
Great Grey Shrike 1

Blog og fotos v. Anders O. W. Nielsen


tirsdag den 17. marts 2015

Så kom der gang i fuglene

Alle nettene kunne slåes op fra morgenstunden da middelvinden var nede på 5-6 m/s. En del mejser var kommet til haven og de kom også i den grad til at dominere fangsttallet. Således endte totalen på 14 musvitter, 1 jernspurv, 1 solsort, 1 stær og 1 bogfinke. Sjovt nok lykkedes det mig ikke at mærke nogle blåmejser, selvom 10-20 stykker opholdte sig i haven i en kortere periode. Dagens fugl blev en musvit med belgisk ring!
Close-up af dagens Stær (Sturnus vulgaris
Mange sanglærker og små flokke af bogfinker og grønsiskener trak over stationen. Også en hedelærke og 5 små korsnæb kom i bogen. Tranerne kom ind fra havet i høj fart mod ynglepladserne i Sverige. I alt noteredes 103, men der har givetvis trukket mange flere, da jeg kun observerede sporadisk. De 62 af dem blev set på vej hjem fra byen, ved rensningsanlægget, hvor Hans også havde set en flok på 35 lidt tidligere.

Todays' ringing totals:
Great Tit 14
Blackbird 1
Dunnock 1
Starling 1
Chaffinch 1

Recaptures: 1 Great Tit carrying a brussels-ring.

Blog og foto v. Anders O. W. Nielsen

mandag den 16. marts 2015

Østenvinden fortsætter

Den kraftige østenvind fortsætter og bringer ganske få fugle til haven. Jeg frygtede at det ville blive en nul-dag, da haven virkede helt "død" fra morgenstunden. De første fire runder fangede jeg heller ikke en eneste fugl, men så kom der en smule gang i fuglene og det lykkedes mig at mærke 4 grønsiskener, 1 musvit og 1 blåmejse. Jeg aflæste også en flot gulspurv han, som Hans havde mærket tidligere på måneden.
Grønsisken - Carduelis spinus
Trækket udeblev stort set i dag og ikke en eneste sanglærke blev noteret trækkende. Lidt ederfugle og toppede skalleslugere og en enkelt rørspurv, blev det mest nævneværdige på den front.
Gulspurv - Emberiza citrinella
Todays' ringing totals:
Siskin 4
Great Tit 1
Blue Tit 1

Recaptures: 1 Yellowhammer

Blog og fotos v. Anders O. W. Nielsen


søndag den 15. marts 2015

Små fremskridt

Endnu en dag med megen vind fra øst/nordøst. Haven emmede ikke just af fugle her til morgen, hvilket også afspejlede sig i antallet af mærkede fugle. 3 nymærkninger og 3 aflæsninger var hvad jeg kunne hive hjem. Den ene af aflæsningerne var en Solsort hun, som var mærket her i haven i juli sidste år og sidenhen aflæst en del gange i efteråret, samt et par gange i denne sæson.

En af dagens aflæsninger - en Gærdesmutte (Troglodytes troglodytes)
Mellem netrunderne var der god tid til at slubre kaffe i sig og nyde især Sanglærker i luftrummet over huset. 1 Sortstrubet Lom og 1 Rødstrubet Lom trak sammen højt over stationen og et par hundrede Ederfugle var på træk over havet. 2 Stor Præstekrave og 1 Hvid Vipstjert rastede på stranden. Om eftermiddagen gik jeg igang med at "studse" pilebusken ved Ø8, som gror hastigt.

Todays' ringing:

Blackbird 1
Great Tit 1
Tree Sparrow 1

Recaptures: 3

Blog v. Anders O. W. Nielsen




lørdag den 14. marts 2015

Surt show!

Frisk til hård vind fra nordøst og bare 3-4 grader: Det var ikke særlig lovende udsigter, og mine bange anelser slog til: Ikke en eneste fugl fik ring på i dag - - - øv for den lede!!!
Et par aflæste fugle blev det dog til: to rødhalse, en musvit og en solsort, alle mærket her i marts, så det var ikke noget, der gav hjertebanken. Musvitten var mærket her i juli 2014.


I aften ankommerAnders Odd til GFU. Han tager mærkningen resten af måneden. Vi må håbe, at han får lidt mere at lave.
Hans

Today's ringing:

Nothing! Only four controls: Robin 2, Blackbird 1 and Great Tit 1.

fredag den 13. marts 2015

Dræbervinden fra NØ - men lidt godt alligevel!

Denne blog er (næsten) som en live opdatering, idet den skrives mellem netrunderne, vel at mærke, hvis der er tid.
Kl. 05.55: Så er vinden omme i nordøst, ingen rimfrost, og nettene kunne åbnes problemfrit.
Kl. 06.50: Hidtil kun to solsorte, begge med egne ringe og begge mærket her for et par dage siden.. En dompap hørtes kalde i fyrhaven – den ville da være nice at få fingre i!
Kl. 07.25: Endelig begynder der at ske lidt med et par nye fugle: Først en bogfinke i Ø4 og i Ø7 sad dompappen – en hun af den store race.

Kl. 07.40: En nul-runde – øv! Jeg vil ikke håbe der kommer ret mange flere af dem i dag. Må se at få gang i brændeovnen og få hældt lidt kaffe ned i skroget J
Kl. 08.15: Lige så lidt som før! Den kraftige nordøsten kan somme tider være en dræber, især om foråret. Normalt bliver det bedre, når den så skifter om til nordvest. Men lige nu ville det være bedre med lidt god forårsvarme fra SV.
Kl. 0850: En solsort-aflæsning, mærket for få dage siden, var alt på denne runde. Fra nu af kan det da kun gå fremad!
Kl. 09.10: Det eneste positive der kan siges er: Det er tørvejr! Det næste kvarter må bruges på at klippe lidt brombærranker ved bærbuskene, hvilket heller ikke er så spændende, men skal dog gøres.
Kl. 09.55: En gærdesmutte med ring (egenaflæsning) var alt, hvad der kunne vristes ud af netmaskerne!
Kl. 10.25: Stadig lidt lærkesang fra oven, og en fasankok lod høre fra sig. Der var rigelig tid til at udskifte et par pløkke ved Ø6, men ingen fugle i nettene. Næste runde bliver de lukket.
Kl. 11.50: Netop lukket alle net for i dag. En rødhals-aflæsning var dagens sidste fugl.

Tilsyneladende ingen ederfugletræk i dag. En hvid vipstjert fløj over haven, så også en i går ved Frisenfeldt.
Trods de kun to mærkninger i dag var den ene ny for året: Dompap. 

Today's ringing:
Chaffinch 1
Bullfinch 1

Hans