Denne blog er (næsten) som en live opdatering, idet den
skrives mellem netrunderne, vel at mærke, hvis der er tid.
Kl. 05.55: Så er vinden omme i nordøst, ingen rimfrost, og
nettene kunne åbnes problemfrit.
Kl. 06.50: Hidtil kun to solsorte, begge med egne ringe og
begge mærket her for et par dage siden.. En dompap hørtes kalde i fyrhaven –
den ville da være nice at få fingre i!
Kl. 07.25: Endelig begynder der at ske lidt med et par nye
fugle: Først en bogfinke i Ø4 og i Ø7 sad dompappen – en hun af den store race.
Kl. 07.40: En nul-runde – øv! Jeg vil ikke håbe der kommer
ret mange flere af dem i dag. Må se at få gang i brændeovnen og få hældt lidt
kaffe ned i skroget J
Kl. 08.15: Lige så lidt som før! Den kraftige nordøsten kan somme tider
være en dræber, især om foråret. Normalt bliver det bedre, når den så
skifter om til nordvest. Men lige nu ville det være bedre med lidt
god forårsvarme fra SV.
Kl. 0850: En solsort-aflæsning, mærket for få dage siden,
var alt på denne runde. Fra nu af kan det da kun gå fremad!
Kl. 09.10: Det eneste positive der kan siges er: Det er
tørvejr! Det næste kvarter må bruges på at klippe lidt brombærranker ved
bærbuskene, hvilket heller ikke er så spændende, men skal dog gøres.
Kl. 09.55: En gærdesmutte med ring (egenaflæsning) var alt,
hvad der kunne vristes ud af netmaskerne!
Kl. 10.25: Stadig lidt lærkesang fra oven, og en fasankok
lod høre fra sig. Der var rigelig tid til at udskifte et par pløkke ved Ø6, men
ingen fugle i nettene. Næste runde bliver de lukket.
Kl. 11.50: Netop lukket alle net for i dag. En
rødhals-aflæsning var dagens sidste fugl.
Tilsyneladende ingen ederfugletræk i dag. En hvid vipstjert
fløj over haven, så også en i går ved Frisenfeldt.
Trods de kun to mærkninger i dag var den ene ny for året: Dompap.
Today's ringing:
Chaffinch 1
Bullfinch 1
Hans
Ingen kommentarer:
Send en kommentar