søndag den 30. november 2008

GFU til ringmærkerårsmøde











Da Gedser Fuglestation er det sted i Danmark, hvor der mærkes allerflest fugle om året, er det klart, at vi også gerne vil deltage i årsmødet for de danske ringmærkere, der afholdes af Danmarks ringmærkerforening i Århus! Derfor tog Hans, Benny og jeg afsted mod Århus den 29. november hvor vi mødtes med omkring 35 ligesindede! I løbet af dagen blev der holdt en masse gode foredrag og vi kunne også nyde en fantastisk middag i løbet af dagen! I alle pauserne demonstrerede Kjeld Pedersen, hvordan han fanger måger ude i Universitetsparken, og han fangede blandt andet en stormmåge med finsk ring og aflæste desuden en finsk hættemåge og en svensk hættemåge. Jeg fik også lov at mærke den ene af stormmågerne endda en af den russiske type heinei!

Alt i alt en rigtig god dag i Århus!

Jesper Brinkmann Fotos: Kjeld Tommy Pedersen

søndag den 23. november 2008

Perleinvasionen fortsætter!







Natten til idag så meget god ud til uglefangst så lod nettene stå åbne og satte lyd på af spurveugle og perleugle! Allerede på første runde sad der en fin 1k han af skovhornugle, så forventningerne var store til natten! Klokken 21.30 ankom Sigrid fra Århus i håb om en god uglenat, men lettere skuffede kunne vi konstatere, at vi ikke fangede nogle ugler på de næste runder. Klokken 3 lykkedes det så, da der sad en perle i drosselnettet ved båndoptageren. Den var allerede mærket ved Falsterbo og glæden var stor!
På næste runde sad der endnu en perle i drosselnettet og igen var den mærket ved Falsterbo! Efter at have aflæst denne ugle gik vi lige ud for at tjekke de sidste net og sørme om der ikke var røget en ny perle i nettet ved siden af drosselnettet, mens vi var indenfor! Denne gang var det en nymærkning!
Om morgenen var der en del trækkende gråsiskner og ca. 20 kunne ringmærkes, men derudover var der temmelig stille i haven. Om eftermiddagen opdagede Jens en hel flok solsorte der fløj rundt i krattet lige udenfor huset, så vi gik derud og opdagede hurtigt en perleugle der sad og stirrede ned på os!
Det lykkedes Jens at fange den med hånden, og vi kunne konstatere, at det var den ugle vi havde mærket om natten! Uglen var yderst samarbejdsvillig resten af dagen, hvilket glædede en del twitchere!

Nettene er stadig oppe og vejret er rigtigt ugle-vejr, så vi håber på endnu en perle-nat i Gedser!

Jesper Brinkmann Foto: ASJ og Ulla Brandt

lørdag den 22. november 2008

Julefrokost
















Natten til idag virkede ikke suveræn til uglefangst, da det blæste en del, men jeg valgte alligevel at gøre forsøget, for man er vel optimist:-) Der var dog ikke noget i nettene på de mange første runder, men klokken 2 hang der alligevel en perleugle i hejsenettet, og da jeg pillede den ud af nettet, kunne jeg mærke, at den havde ring omkring benet! Det viste sig, at den var mærket ved Falsterbo fuglestation den 23. oktober!

Om morgenen nåede jeg at mærke 33 gråsiskner inden der ankom en masse folk til stationen. Vi skulle nemlig have arbejdsdag hernede, hvor brombærkrattet i haven skulle ryddes! Alle knoklede hårdt og en stor bid af krattet blev ryddet inden alle kunne gå indendørs og nyde et brag af en julefrokost med god mad, sneøl og snaps:-)
Tak til alle der kom og hjalp til med at rydde krat, håber at i vil møde op igen til næste år, da i er en kanon hjælp!

Jesper Brinkmann Foto: LAH

fredag den 21. november 2008

Tilbage på odden!


Efter at have været væk fra Gedser odde i en måneds tid hvor tiden er gået med arbejde og kærestebesøg, fik jeg endelig et hul i programmet, så drog afsted fra Vestsjælland klokken 06.00 imorges og var fremme i Gedser klokken 11.00.

Nettene blev straks sat op, og selvom der var hård nordvestenvind blev det alligevel til en del fugle! Grøniriskerne dominerede fangsten som vanligt og ialt 30 kunne mærkes inden netlukning klokken 16.30. Derudover fik hele 11 solsort ring på, hvilket er mange i stationshaven, men i følge Jens, har der været virkelig mange hernede hele november måned, hvilket er underligt eftersom, at jeg kun mærkede 5-10 stykker på hele oktober måned, men de må være ankommet sent i år! I alt blev 54 fugle mærket idag! Imorgen skal vi have kratrydningsdag hernede med efterfølgende julemøde, så jeg glæder mig til at se en masse arbejdsivrige folk hernede imorgen!

Vel mødt!

Jesper Brinkmann Foto: GFU

onsdag den 19. november 2008

Velsignet besøg!




I dag eftermiddag onsdag den 19. november 2008 havde Gedser Fuglestation besøg af Sognepræst Søren Winther Nielsen og Biskop Steen Skovsgaard!
Mange emner blev vendt på dette korte eftermiddags besøg – men med trænede og passioneret lyttere var det en ren fornøjelse, at kort kunne fortælle om ringmærkningen af småfugle, Gedser Fuglestations historie, om Københavneren, der flyttede til Gedser grundet det rige fugle liv, om fårene der (igen i dag) var sluppet ud af indhegningen. Samt mange andre historier.


Og ikke mindst at lytte til biskoppens historie om uglen i skorstenen og Sognepræsten, der fandt et skelet i efeuen (af en ugle) og lytte til historien om den nyligt (i foråret) opsatte stærekasse hvor der allerede kom unger i kassen det første år! Og naturligvis beretninger om biblens mange fortællinger om samspillet mellem fuglene og menneskene.
I det hele taget et velsignet besøg – som kan skabe grobund for flere besøg og ikke mindst nye spændende kontakter.

Det var en sand fornøjelse - trods det bistre vejr, at kunne fremvise Danmarks måske flotteste fuglestation og Danmarks sydligst beliggende stråtækte hus.

Hans Lind & Louis A. Hansen takker for sognepræstens medbragte boller samt for deres besøg.

Ps om besøget vil kaste et sensationelt hit (=sjælden fugl) af sig må de nærmeste dage vise – velsignet føler vi da vi er blevet!

onsdag den 12. november 2008

Perlens rejse

Nu har vi modtaget svar på, hvor den norske perleugle Jens fandt for en uges tid siden var mærket. Svaret fra ZM: Ringmærkningscentralen på Zoologisk Museum har nu modtaget mærkningsdata fra Norge: Perleuglen som Jens W fandt trafikdræbt 6. november, blev fanget i spejlnet med hjælp af lyd og mærket som 1k d. 26. oktober 2007 ved Trysil, Hedmark (61.23N 12.04E). Fuglen var således 2k da den omkom ved Gedser og den havde fløjet mindst 755 km mod syd. Langt de fleste Perleugler som er ringmærket ved Falsterbo og på Øland under dette efterårets invasion, er 2k fugle.