torsdag den 7. januar 2010

Aflæste Blisgæs med sorte halsbånd i nov.- dec. 2009

Som nævnt kort andetsteds på denne hjemmeside blev der aflæst en Blisgås på Gedser Odde den 1 . december. Faktisk blev der i alt aflæst 7 forskellige, hvoraf hovedparten flere gange. Derfor denne blog meddelelse. For god ordens skyld skal det også præciseres, at den viste trækrute kun er fiktiv, da fuglen ikke er mærket med en satellitsender. Den angivne rute over Finland og Sverige er næppe sandsynlig, da meget tyder på at fuglene især sent på året faktisk (i lighed med Tundrasædgæs) kommer op fra kontinentet.

Fuglene blev fundet imellem op til 1600 Blisgæs, 5.300 Bramgæs, 85 Kortnæbbede Gæs, 70 Grågæs, 50 Tundrasædgæs og 10 Tajgasædgæs (max dog ikke på samme dag) på den høstede sukkerroemark lige nord for fyrtårnet. Desværre forsvandt langt hovedparten af de grå gæs den 5/12, da en gruppe jægere begyndte at pløkke løs på dem.
Blisgæssene blev aflæst på følgende datoer:

D-UP: 26/11, 27/11, 1/12, 5/12, 8/12. 1½ time senere efter den blev aflæst på Odden den 8/12 sås den også ved Skelby, Bøtø Nor samt også her den 11/12. Denne gæs er mærket 28/7 2008 på Taimyrhalvøen, Nordsibirien. Desuden er den aflæst i febr.-marts 09 i Holland.

T-SU: 2/12, 4/12 samt også 11/12 ved Skelby, Bøtø Nor. Fuglen er mærket 24/12 2004 i Holland og siden set her i vinterne frem til jan. 2009. Er desuden set 12. juli 2007 på øen Kolguev, nordlige Rusland (69.09 N/48.57E).

U-AA: 26/11. Mærket 19/12 2004 i Holland. Bl.a. aflæst en del gange på Rügen.

T-VG: 27/11 og 4/12. Mærket 29/7 2005 Taimyrhalvøen og bl.a. aflæst i Nordtyskland og Holland.

1-EV og 1-BS (i par): 3/12 samt Skelby, Bøtø Nor: 7/12, 8/12, 29/12 2009 og 2/1 2010. Mærket Kologriv 8/5 2009 et par 100´ere km NØ for Moskva. Den ene af fuglene desuden aflæst 11/10 lidt vest for Rügen.

Derudover også Z-GP: 29/12 Skelby, Bøtø Nor. Mærket 25/7 2006 Taimyrhalvøen.

På nuværende tidspunkt er der ikke nogle af gæssene, som er aflæst andre steder, efter at de er blevet aflæst på det sydlige Falster.

Preben Berg

Ingen kommentarer: