torsdag den 10. juni 2010

Endelig småsnapper


Lille Fluesnapper 2k

Jeg havde bestemt ikke store forventninger til dagens fangst, da jeg satte net op i frisk NØ-vind - det noget nær værste for mærkning ved Gedser. Men allerede på første runde og som dagens blot anden fugl, kunne jeg pille årets første og længe ventede Lille Fluesnapper ud af hejsenettet. Det var den sidste af "regelmæssige" art, jeg manglede at fange i dette forår. Nu er der kun eventuelle sjældenheder tilbage. Arten var især ventet, da Skagen har haft rekordmange i foråret. Når man kan fange sådan en lækker lille sag allerede på første runde, så er det fuldt ud værd at stå op kl. 3.10! Også selvom det kræver en kande kaffe, før man ved, hvad man hedder og hvor man er. Og også selvom, jeg kun mærkede 4 fugle idag, indtil kl. 10.45, hvor jeg måtte lukke pga. regn.

Resten af dagen blev brugt på at indhente søvnunderskud og ordne diverse praktiske indendørs gøremål, mens det styrtede ned og stormede udenfor. Jeg så også 2 Store Regnspover i højt træk på mod SV. Så mens de sidste småfugle stadig er på vej nordpå mod deres ynglepladser, kan man altså se de første fugle trække mod syd mod overvintringsområder Og vi skriver altså d. 11. juni! Det er lidt syret at opleve disse to former for træk samtidig.

Asger

Foto: Asger Lykkegaard Møldrup

Ingen kommentarer: