torsdag den 30. oktober 2014

Skovhornugle-torsdag

Gårsdagens fangst bød på omkring 100 fugle, som jo ikke er vildt mange fugle, men til gengæld blev vi beriget med mange dejlige arter! Vi mærkede både Dompap (Pyrrhula pyrrhula), Træløber (Certhia familiaris), Rødtoppet Fuglekonge (Regulus ignicapilla), Husrødstjert (Phoenicurus ochruros) og Vindrossel (Turdus iliacus). 7 fine eksemplarer af sidstnævnte.

Hen ad aftenen fik vi besøg af Gert, som skulle vise os lidt billeder fra nogle af hans spændende rejser. Der blev set flotte billeder på storskærm, mens en hjemmebagt æblekage blev skyllet ned med kaffe og te. Og indimellem kom beundrende suk, når farverige fugle kom på lærredet i kæmpe størrelse.
Mens vi sad aller bedst blev det tid til en pause, for der skulle tjekkes uglenet. I første omgang: 1 stk Skovhornugle (Asio otus)! Pausen blev udvidet, og hele selskabet traskede i mørket til ringmærkningskuret. Da uglen var mærket og fotograferet, gik vi tilbage, spiste mere kage og så flere billeder. Afslutningen af Gerts show passede lige med endnu en netrunde, og Anders kom tilbage med stort smil og ikke mindre end 2 nye skovhornugler! Endnu flere smil bredte sig, og igen gik turen til ringmærkningsskuret.
Anders gik på lukkerunde, og endnu en gang sad der en skovhornugle i nettet, som blev mærket og sluppet, så den kunne fortsætte sin færd!

Sådan gik det til, at vi på sådan en stille oktoberaften både fik savlet over farverige fugle fra syd, og fik mærket ikke mindre end 4 Skovhornugler (Asio otus). Uglerne resulterede i ny mærkeart for tre af os, og det betyder nu, at alle nuværende mærkere på GFU mærket skovhornugle.

Billeder kommer senere! 
Blog: Heidi Vibe Frederiksen 

Ingen kommentarer: