onsdag den 30. december 2009

Firdobling af DK vinterrekord i Dværgmåger

Der gik ikke mere end 6 dage før DK vinterrekorden i Dværgmåger atter blev forbedret. Den 24/12 blev den kun forbedret med 6 ex. (af LHA) (fra 15/12 2007 med 436 T (PB), men i dag gik de helt amok med en firdobling til hele 1.695 trk. (!). Det kan i det hele taget godt undre, at der kommer så mange her nu nogle dage efter en periode med ret streng dagsfrost samt masser af sne. Det ville have været mest logisk, at de kom i direkte forbindelse med kulden, men man kan åbenbart stadig blive forbavset. Efterårstotalen lyder nu på omkring 9.000-9.500 ex., men alt er ikke indtastet endnu (derfor ca.). Dette er jo ikke så ringe endda, og det viser sig vel også, at det bliver Gedser rekord!
Dagen gav også masser af andre trækkende fugle: bl.a. Rødstrubet Lom 232, Sule 1 ad. (2009 suverænt bedste år i Gedser historien for denne art!), Havlit 780, Sortand 1.100, Fløjlsand 70, Ride 1 og Tejst 1.

Preben Berg

lørdag den 19. december 2009

Havørn slog Sule

De sidste 3 dages vintervejr med masser af sne og dagsfrost har givet godt med fugle på kuldeflugt. En obs skiller sig noget ud:
Det startede med en Havørn, som kom 11.52 fra V langs kysten ret lavt lidt inde over land, hvorefter den var så venlig at give sig til at kredse lige foran næsen på mig på blot 25 m afstand! Gled derefter mod NØ, hvorefter jeg slap den.
Lidt efter opdagede jeg i håndkikkert (12.00) noget der lignede en 1K Sule ca 30 m oppe og 3-4 km ude mod NØ. Rør på, men fik i stedet en Havørn i røret. Hvaba - håndkikkert på igen for så at se Havørnen gå direkte i flæsket på Sulen. Med klørerne i Sulen hvirvlede de rundt om hinanden, mens de drattede mod havet. Havørnen slap grebet og Sulen plaskede i havet, som en kludedukke! Sulen lå da og sundede sig i et par minutter, hvorefter den til min overraskelse gik i luften igen og trak mod syd (sluppet 12.05). Den behandling overlever den nok næppe, så den ser vi nok ikke mere til. Godt nok underholdning i særklasse, som fik mig til at tabe underkæben!!!
Derudover som nævnt masser af fugle på kuldeflugt mod SV: bl.a. Knopsvane 128, Knarand 15, Gråand 238, Bjerand 535, Havlit 163, Sortand 3145, Lille Skallesluger 25, Stor Skallesluger 72, Rød Glente 1, Blå Kærhøg 1, Dværgmåge 23 samt desuden stadig 3000 rst. Bramgæs og 1 Brandmus.

Preben Berg

søndag den 13. december 2009

Årets Buskrørsanger godkendt af SU

Efteråret 2009 bød på mange gode fugle i nettene på Gedser Odde og dejlige oplevelser med trækgæster som græshoppesanger, høgesangere m.m. blev krydret med et fund af den meget sjældne buskrørsanger. Arten yngler primært i det sydlige Finland, Rusland og ganske få steder i Estland.
Fuglen blev mærket under den standardiserede fangst på Odden og var en af morgenens allerførste fangster. Se beskrivelse af fundet her.

Jeg har netop modtaget svar fra SU og jeg kan med glæde meddele at fundet er blevet godkendt.

Dette betyder at Gedser nu har 5 fund af buskrørsanger, hvor 4 er godkendt og 1 stadig er under behandling af DOF's sjældenhedsudvalg. I 4 af de 5 tilfælde har det drejet som om ringmærkede fugle, men også en enkenlt er blevet opdaget på stemmen;
1 syngende Frisenfelt, Gedser 8-18/6 2002
1 1k ringmærket Gedser Odde 20/9 2003 ved Thomas Hilkjær.
1 2k+ ringmærket, Vesterhave, Gedser Odde 5/8 2007 ved Jens W. C.. Under behandling
1 2k+ ringmærket Gedser Odde 1/9 2007 ved Jesper Brinkmann
1 2k+ ringmærket Gedser Odde 1/8 2009 ved Rune Skjold Tjørnløv

De senere års forekomster af buskrørsanger ved Gedser gør stedet til et af de klart bedste for arten i Danmark udenfor Christiansø, hvor de allerfleste fund er gjort igennem årene (i alt 16).
Falsterbo Fuglestation har endnu ikke gjort et fund af arten på trods af deres store tal af ringmærkede trækfugle hvert år, så det er bestemt noget særligt at Gedser nu har haft besøg af hele 5 eksemplarer af denne sjældenhed.

GFU-blog v./ Rune S. Tjørnløv

tirsdag den 8. december 2009

Parkmærkning update




Vinteren nærmer sig og selvom det stadig er dejligt mildt i vejret begynder der at komme flere fugle ind i byens parker (København)! Idag valgte Kjeld Tommy Petersen og jeg at tage ud og teste lidt fugle for fugleinfluenza. Vi startede ved Rebæk sø kl. 12 og måtte hurtigt konstatere at fuglene her altså ikke var helt sultne nok til fangst endnu selvom det var tæt på! til gengæld blev det til en del aflæsninger blandt andet 3 svenske og 4 finske og 1 belgisk hættemåge. Desuden stod der en af de sølvmåger jeg har mærket ved Damhussøen i løbet af dette efterår. Herefter kørte vi til Damhussøen, hvor vi hurtigt fik mærket 2 stormmåger og 3 sølvmåger. Der stod også en svensk stormmåge vi fik aflæst. Udover mågerne blev det kun til en blishøne mere ved Damhussøen!


Dernæst kørte vi til Gentofte Sø, hvor det ret hurtigt lykkedes at fange 5 gråænder, hvoraf den ene var en aflæsning samt en blishøne. En flot troldand han viste også interesse for brødet og efter lidt tid havde jeg den i hånden!


Alt i alt en ganske fin dag, og med lidt frostvejr forude kan det nok snart blive til mange mærkninger og aflæsninger?


Jesper Brinkmann

Foto: Kjeld Tommy Petersen

mandag den 30. november 2009

Åbent hus 1. søndag i advent

Foto: Ole Friis. 2 af dagens 3 stillitser

1. søndag i advent: Hele Gedser holder åbent!
Dette arrangement - det første i rækken - som Gedser Bylaug havde arrangeret, skulle GFU selvfølgelig osse være med i. Alle forretninger i byen holdt åbent og museerne og alle andre seværdigheder var klar til at tage imod gæsterne imellem kl. 10 og 16.
Ude på Odden var vi parate til at vise ringmærkning, og indenfor stod brændeovnene og hoppede, mens gløggen blev holdt varm. 8 - 9 af GFU's faste stab var mødt op, så fugle og folk kunne bare komme.
Det var lidt sløjt med fuglene trods inciterende lokkelyde (Grønsisken), men lidt blev det da til indtil mørket igen sænkede sig ved 17-tiden: 15 nymærkninger og mindst lige så mange aflæsninger. De nye var 4 fuglekonger, 2 rødhalse, 1 gærdesmutte, 2 solsorte, 1 sangdrossel, 1 jernspurv, 3 stillits og en lille overraskelse på lukkerunden: 1 hvid vipstjert!
Hvis det kneb med fuglene, så kneb det i den grad med gæsterne: hele 2 (to)!
Til gengæld fik den faste stab - the crew - lavet nogle gode ting i huset: Clausjannic var mand for at få lagt kabler, så man kan gå på nettet overalt i bygningen, enten trådløst eller pr. kabel, og det var et stort ønske, der her blev effektueret.
Rune fik lavet et par flotte collager af stationens sjældne og smukke fangster gennem tiderne, og Gert fik afprøvet nogle ideer vedrørende et kommende lydanlæg. En udendørs højttaler er netop bestilt!
Louis stod for det kulinariske, og det hele gik op i en højere enhed, idet vi i dag fik tid til at få snakket planer og gode ideer for stationen, hvilket kan knibe meget med at få gjort i det daglige.
Så alt i alt en god og fin dag og aften på Gedser Odde. Tak til alle, der bidrog!
Tekst. Hans Lind
Foto: Ole Friis

Nybyvej 51 November måned_Nu_med_Fotos

Lidt ferie og dårligt vejr, har bevirket at der kun er ringmærket i 22 dage i denne måned. Men alligevel er det da blevet til en del fugle: Grønirisk 164 - Skovspurv 37 - Musvit 15 - Blåmejse 15 - Halemejse 8 - Fuglekonge 7 - Bogfinke 7 - Kvækerfinke 7 - Gråspurv 2 ( ny art på matriklen ) - Gransanger 2 - Grønsisken 2 - Gærdesmutte 2 - Rødhals 3 - Dompap 1 - Sortmejse 2 og Solsort 2 i alt 276 fordelt på 16 arter.

November måned har sat lidt gang i vinterfuglene, det ses tydeligt, på det store antal Grønirisk og en hel del Kvækerfinker, ligeledes flyver flere store flokke af Grønsisken, over huset hver dag, men også de mange overflyvende Lille Korsnæb, med deres karakteristiske glip - glip -glip, er en daglig oplevelse.
Det har dog også været dejligt, at få ny mærkeart i haven, Gråspurv og opleve en meget sen Gransanger, den 26/11.
Midt i måneden, var der et par dage, med flot klart vejr og en hel del sol, dette satte gang i mange trækkende Sanglærker og Engpiber.
Så kom der et vejrskifte, med kraftig storm, dette bevirkede at alle bladene faldt af træerne, og nu kunne man rigtig se, de nøgne grene, der bugner af træernes forskellige nødder. Dette har muligvis været med til, at man hver dag, kan opleve flere tusind Ringduer, rastende i træerne eller fouragere i skovbunden.
Den sidste uger har det så igen, været muligt at se Kernebider, især når de kaldende, sidder i træerne, eller flyver over huset.

Tekst og fotos Benny