tirsdag den 2. juni 2009

Stadig god bevægelse i krattene og nye spændende fugle

Allerede da jeg åbnede nettene, meget tidligt kunne jeg se og høre fugle bevæge sig rundt i krattene.
De første runder var også fine med et par enkelte gulbuge, tornsanger og lidt løvs'er.

Ole amstrup, der havde overnattet på stationen kom ud ved halv 6-tiden og fulgte med ved nettene inden han luskede lidt rundt.

En nattergal havde sunget i de tidlige morgentimer, men undgik desværre nettene dagen ud.
Et par ringdueflokke med en enkelt huldue imellem fløj lidt rundt over haven imens de første bånd af knortegæs kom med jævne mellemrum.
Ole kørte op til Frisenfelt og Kroghage for at luske småfugle, og han blev glad for, at han ikke var kørt for langt væk.
Kl. 07.09 kom jeg gående hen imod netnr. Ø2 og kunne på lang afstand se hvidstribede underhaledækfjer stikke lodret op i vejret. Jeg ilede hen til nettet og kunne til min store glæde pille stationens 2. flodsanger ud og give den ring på. Jeg ringede hurtigt til Ole Amstrup og Hans Lind, der begge kom meget hurtigt ud og så fuglen.

Stationens første flodsanger blev også mærket 2/6 bare 2 år tidligere af Jens W. Christoffersen.


Foto: Flodsanger 2k+
Hans Lind 2/6 09.


I venstre vinge ses at alle armsvingfjer er på vej ud, og at der stadig sidder en gammel fjer tilbage imellem de udvoksende armsvingfjer og de nye håndsvingfjer.
Fuglen havde ikke tungepletter og denne sene fældning tyder på en 3k+.
De midterste halefjer var også på vej ud og understøtter den formodede alder.

I skal da heller ikke snydes for den fine haletegning...

Foto: Hans Lind 2/6 09.

Underhaledækfjerenes flotte hvide spidser danner flodsangerens karakteristiske undergumps-tegning.
Læg desuden mærke til hvor langt ude underhaledækkerne slutter i forhold til halespidsen.

I alt fangede jeg 18 fugle denne morgen. Det var helt tydeligt at nattens vejr havde bragt en ny pulje af fugle til området, og det bliver spændende at følge udviklingen de næste dage.

Louis kunne berette om ca. 1000 trækkende knortegæs fra odden, en biæder og en rastende lille fluesnapper.

v./ Rune Skjold Tjørnløv














1 kommentar:

Rene sagde ...

hej
jeg kan se at der hele tiden henvises til louis mere eller mindre spændende obs på odden, det store spørgsmål er så hvornår det kan ses på dof-basen, så det kan sættes ind i en sammenhæng med andre obs hernede på sydhavsøerne

mvh
rene