torsdag den 14. oktober 2010

Fint besøg, fjeldvåger og sjove net-fangster.

Efter et par arbejdsdage i København på Zoologisk Museum er jeg igen tilbage på Odden. Man tør jo ikke andet, når Hans Lind disker op med natravn og andre gode fugle, når jeg er væk et kort øjeblik. - Så må jeg nøjes med at savle over billederne og glæde mig til det bliver min tur.

Jeg havde fået besøg af Søren Klarskov fra Sydvestsjællands-gruppen, der skulle være med til dagens ringmærkning.
Morgenen startede noget søvnigt, og der var ikke det store morgentræk af småfugle igennem haven, men derimod blev 2 engpibere, 3 skovskader og en misteldrossel mærket først på morgenen. - Begge meget fåtallige arter i nettene, der lunede på en kold morgen. Også en ivrigt kaldende og fritsiddende lille fluesnapper løb med opmærksomheden. Louis forsøgte at optage fluesnapperens kald, men den var vist ikke meget for at bruge mikrofonen.

Allerede fra tidligt på morgenen kom der rigtig mange fjeldvåger ud over Odden og imponerende 244 individer blev bogført af observatører Jimmy Skat og Preben Berg på Odden. Det er første gang her i efteråret, at der for alvor ses fjeldvåger på Odden. De er på vej til deres overvintringsområder i Mellem- og Øst-Europa. En Havørn og en Vandrefalk trak ud i løbet af dagen og op imod 40 røde glenter, en blå kærhøg og en dværgfalk sås trække forbi haven på en meget speciel dag, hvor der tydeligvis er sket et markant skifte af arter og antal.

Omkring kl. 13.30 startede dagens arrangement med foredrag om fuglestationen og det videnskabelige arbejde. Det meget interesserede publikum var 4 grupper á ca. 15 embedsfolk bl.a. fra den kommunale miljøafdeling, der først var en tur i fyret for at nyde udsigten udover Sydfalsters storslåede natur.
Alle 4 grupper fik forevist spurvehøg i hånden (3 forskellige fugle), samt et udsnit af årstidens trækfugle såsom rørspurv, gærdesmutte og fuglekonge.

Det har været sjovt at se, hvordan sammensætningen af fugle ændrer sig henover efteråret, men også bare fra den ene dag til den næst-følgende. Gad vide hvad morgendagen bringer...

GFU blog v./ Rune S. Tjørnløv

Ingen kommentarer: