søndag den 26. september 2010

Åbent hus og dagsrekord på samme dag

Søndag den 26/9 var min første ringmærkningsdag på Odden efter et 3 ugers ophold på Ottenby Fuglestation. Det var samtidig dagen, hvor der skulle være åbent hus og vi kunne forvente at de første gæster ville melde deres ankomst omkring kl. 8. Stig Jürgensen, Asger og jeg åbnede de fleste net og kunne godt se på vejret, at der kunne komme pænt med fugle. Det blæste godt nok lidt, men luften var lettere fugtig og der lå en hinde af dis over Odden.
Allerede på første runde blev der mærket et par hundrede fugle, men nu var også Hans, Brian, Gert og Benny dukket op, så vi fik mærket en masse fugle inden de første gæster kom for at se ringmærkning og fugletræk. Imens Hans og Benny foreviste fugle i hånden og fortalte vidt og bredt om årstidens trækfugle, blev der i kulisserne mærket et uhørt højt antal fugle. Dagens mest spændende fangster blev taget med tilbage til fremvisning, alt imens kaskader af bogfinker, kvækerfinker og grønsiskener væltede udover Odden i et tykt bælte til glæde for de fremmødte.
Dagen bød også på indvielse af de nyinstallerede fuglekasser med webcam og tilhørende skærme i mødelokalet. Morten fra Skov og Naturstyrelsen viste stolt SNS's nye informationsfolder frem, hvorefter det blev Hans Linds tur til at reklamere for Gedser Fuglestations nye folder om stedets fugletræk, ringmærkning m.m..
Da dagen var omme kunne vi ikke vente med at gøre status, da vi alle godt vidste, at der var gode mulighed for at slå den flotte dagsrekord på 935 fugle fra sidst i august i år. Efter en tids summen kunne vi konstatere at rekorden var blevet slået med 124 fugle og den nye ringmærkningsrekord lyder altså på imponerende 1059 fugle.

Den 26/9 er blevet en dag vi nok aldrig glemmer. - Heldigvis var der mange interesserede mennesker, at dele oplevelserne med. Gedser Fuglestation håber at de fremmødte har haft en rigtig god dag med mange spændende fugleoplevelser.

GFU blog v./ Rune Skjold Tjørnløv

Rekorddagens mærkninger:
Skovpiber 3
Gærdesmutte 2
Jernspurv 30
Rødhals 681 - ny dagsrekord
Rødstjert 30
Stenpikker 1
Sangdrossel 14
Græshoppesanger 1
Rørsanger 1
Gulbug 1 - en af dk's seneste observationer nogensinde
Gærdesanger 5
Tornsanger 3
Havesanger 8
Munk 19
Gransanger 58
Løvsanger 19
Fuglekonge 79
Grå Fluesnapper 2
Broget Fluesnapper 4
Rødrygget Tornskade 1
Bogfinke 73 - ny dagsrekord
Kvækerfinke 1
Grønsisken 22
Rørspurv 1

I alt 1059 fugle af 24 arter

Ingen kommentarer: