fredag den 22. april 2011

Fed vinduesobs & Afrikatrækker

Ringmærkningen gik idag stille for sig og dagen endte på 14 nymærkninger. Heriblandt bør nævnes en flot, gammel, Rødstjert han og årets første Gærdesanger

Trods nettene ikke gav meget fra af sig, skulle det alligevel vise sig at blive en fed dag. Kl 08:07 opdager Rune, fra stuevinduet en kærhøg han. Heldigvis sidder jeg tæt på og får hurtigt øje på den. Den kommer rigtig fint i lav højde og medlys, (tæt på det nye hejsenet!) ind over fårefolden og der går ikke mange sekunder før den stryger over huset og er pist væk. Heldigvis når vi at se brede, sorte vingespidser og brune tværbånd på undervingen og dermed kunne den bestemmes til adult Hedehøg han. Mega fed obs og kun anden gang jeg ser arten! Så snart fuglen var ude af syne løb jeg ud og spejdede over markerne for at se om jeg kunne genfinde den, imens Rune meldte den ud på lokallisten. Den var desværre ikke at se.

På min vej tilbage mod stationen, hører jeg en Skovskade kalde og kigger bagud for at se den. Skovskaden er ikke at se og min opmærksomhed bliver hurtigt afledt af en lille kompakt fugl, der kommer i små buer, lavt, lige mod mig. Jeg får hurtigt kikkerten på fuglen og inden for få sekunder er jeg klar over at jeg kigger på en Lille Flagspætte! Fuglen (som er en hun), har nu slået sig ned i et af de udgåede træer bagved stationen og bevæger sig i et vaks tempo op ad stammen. Så snart jeg er 100% sikker på, hvad jeg har set, løber jeg ind for at hente kameraet og Rune. Vi er hurtigt ude af døren, men spætten er desværre pist væk og bliver ikke genfundet. Ikke destomindre en virkelig fed obs af to ikke så almindelige arter, på meget kort tid! Lidt ærgeligt at Rune ikke så spætten, men så er det nu godt, at han havde én i hånden for kort tid siden. Det er jo heller ikke værst.

Resten af dagen er gået med kratrydning, frokost i forårssol, og indkøb. En lille lur blev det også til. Folderne på parkeringspladsen er gået som varmt brød og vi har i dag fyldt beholderen. Der er blevet taget 200 siden d. 2 April. Det er sgu godt!

Det skal blive spændende at se om dagen imorgen også ryster noget godt af sig! Ihvertfald ville det være rart med bare lidt flere fugle i garnene. Vi får se hvad der sker.






GFU blog v./ Anders Odd Wulff Nielsen
Fotos: Anders Odd Wulff Nielsen

Ingen kommentarer: