mandag den 4. april 2011

Lille flag-dag på Odden



Det blev til endnu en fantastisk og uforglemmelig morgen på Gedser fuglestation. Min biologi- og fugle-ven Philip kom ned i går aftes for at hjælpe til med ederfugle-tællingerne mandag og tirsdag. I går mærkede jeg 96 fugle på 6 timer og dagssnittet for de seneste 3 dage er på imponerende 158 fugle, så der er gang i biksen allerede hér tidligt på foråret.

Dagens første fugl blev en gransanger, der lige er ankommet fra vinterkvarteret i Spanien - den bar nemlig en Madrid-ring om det ene ben. - En rigtig god start på dagen, men det var der ikke tid til at tænke længe over, for der var nemlig masser af fugle i de første morgentimer. I dag blev endnu 3 rødtoppede fuglekonger ringmærket og vi er nu oppe på 17 rødtop, hvilket tegner til en vild forårsrekord, hvis det bare fortsætter lidt endnu.

Lidt op ad morgenen gik jeg ind til nettet i æblehaven og begyndte at pille et par bogfinker ud, men blev afbrudt af en markant skrig fra toppen af de udgåede træer: "ki-ki-ki-ki". Jeg fandt hurtigt en lille flagspætte i det udgåede træ og med ét fløj den i en blød bue ud imod stationens forhave. Jeg gjorde bogfinkerne færdig og skyndte mig ned til det nye hejsenet og minsandten om ikke den var gået i sammen med en bogfinke og en musvit. Flagspætten var virkelig lille, ikke større end hverken musvitten eller finken, men lidt mere kompakt. - En drømmefugl i hånden, der vakte glæde hos ringmærkeren, biologi-vennen og Hans og Gert, der kom forbi med kameraet. Den lille flagspætte var ny ringmærknings-art for stationen og ny WP-mærke-art for undertegnede. Vejret klarede op og mere end 20.000 ederfugle passerede Odden i dag.

En helt igennem fantastisk dag, der endte med en Sølvhejre i Bøtø Nor, dagens ret på Toldcaféen og en bajer foran pejsen.


Foto: Hans Lind, Gert Jeppesen.


GFU blog v./ Rune Tjørnløv




Ingen kommentarer: