Men ude på sydspidsen var der til gengæld mere at fortælle om! Daniel fandt en lækker vader, en Pomeransfugl (Charadrius morinellus)! Det er et rimelig sejt fund, og bestemt ikke noget man ser ofte hernede. Faktisk er Daniels fund det første for lokaliteten "Gedser Odde" i 2014!!
Så er niveauet lagt, og vi forventer selvfølgelig masser af spændende fund. Louis har fået ferie, og står trofast ude og obser også. Og så skal vi nok få noget at skrive om, håber jeg på.
Vi har i dag mærket 148 fugle, fordelt på 20 arter. Med dagens fugle har vi rundet de 6000 for året, men bare vent det ryger snart til vejrs, når efteråret melder sin ankomst!
Af spændende fugle i nettene kan der nævnes Stenpikker (Oenanthe oenanthe), Nattergal (Luscinia luscinia), Landsvale (Hirundo rustica), Broget Fluesnapper (Ficedula hypoleuca), Skovpiber (Anthus trivialis) og sidst men ikke mindst Rødrygget Tornskade (Lanius collurio). Sidstnævnte mærkede vi fire styks af i dag, tre unge og en gammel.
Dagen startede pænt, med svagere vind end de sidste dage, og med en kort byge (ja, nærmest så kort, at den ikke kunne betegnes som en byge) kom der pludselig løvsangere i haven. Det blev til 32 Løvsangere (Phylloscopus trochilus) på denne dag, hvoraf mange blev slået ned i haven af det trykkende vejr der i kort tid overtog situationen. De sidder klar derude til at trække, og i dag fik vi endelig første bid!
Landsvale (Hirundo rustica) Foto: Anders Odd Wulff Nielsen |
Rødrygget Tornskade (Lanius collurio) Foto: Anders Odd Wulff Nielsen |
Hen på eftermiddagen fik vi besøg af en journalist, som har lavet et fint indslag, til det der hedder "Vores vejr". I kan se det ved at trykke lige her. Tjek det lige ud, jeg har hørt det skulle være ret godt!
Anders og jeg er filmet, og vi snakker om vejrets betydning i forhold til fuglene. Og så snakker vi selvfølgelig en masse om fugle og ringmærkning!
En lille bemærkning skal der til, for Daniel og de andre observatører så selvfølgelig et hav af fugle, og jeg vil bare nævne de tre eksemplarer af Lille Kjove (Stercorarius longicaudus). Alle observationer kan selvfølgelig ses på dofbasen, indtastet under Gedser Fuglestation.
I nat skal vinden blæse fra vest, hvilket ikke er det mest optimale for os, men det er dog trods alt bedre end syd eller sydøst. Det ser ud til, at det skal regne meget af morgenen, men mon ikke vi skal satse på, at dmi's vejrudsigt ikke helt holder vand? Regnen måtte nu gerne bare lige skubbe fuglene ned i haven, nu har vi efterhånden haft nok regnvejrsdage i august!
Det er blevet sengetid for to tv-stjerner (jaja, vores 5 minutes of fame) og en træt observatør.
Blog: Heidi Vibe Frederiksen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar