mandag den 17. maj 2010

Ekstrem dag!


GFU's første forårs Sivsanger

I dag overgik alle forventninger! Jeg havde håbet og regnet med en god dag efter to dage med dårligt trækvejr og følgelig en stor ophobning af træk, men at der igen skulle dukke så mange fugle op på Odden var en stor overraskelse for mig. Faktisk endte dagen med at blive den antalsmæssigt næstbedste dag hernede om foråret nogensinde og overgik dermed den store dag forleden!

Netopsætningen foregik i klart, stille vejr med vind fra VNV, mens jeg i tusmørket kunne høre enkelte Løvsangere, Rødstjerter og Brogede Fluesnappere. Det er som regel et rigtigt godt tegn, hvis man kan høre en del fugle under netopsætningen, da man kun hører en forsvindende lille del af, hvad der faktisk befinder sig af fuglemængder i haven.

Jeg havde konstant travlt de første timer, og især på anden og tredje runde væltede det rundt med fugle! Til forskel fra i fredags, hvor jeg og Hans mærkede 191 fugle, kom fuglene i dag langt mere jævnt fordelt over hele dagen. Efter de fem standardiserede timer havde jeg mærket ca. 130 fugle, men resten af eftermiddagen fortsatte fuglene bare med at bevæge sig igennem haven i en lind strøm. Således endte dagens total på hele 197 mærkede fugle og dermed blev der sat endnu en ny dagsrekord for maj! Det var lidt en skam, at jeg ikke nåede milepælen 200 fugle på en dag. Men pyt jeg vil absolut ikke klage, da dagens total er afsindigt godt om foråret! Især når man tænker på, at Gedser vender den "forkerte" vej!


Gulbug 2k+

På første runde mærkede jeg den allerførste Sivsanger fanget om foråret ved Gedser Fuglestation! Arten er generelt sjælden i fangsten, men var faktisk aldrig taget før om foråret. Med 109 mærkede stod Løvsangeren for mere end halvdelen af dagens total, hvilket er et rigtig flot tal for arten. Men det var dog især to andre arter, der gjorde sig bemærket på særdeles usædvanlig vis: Broget Fluesnapper og Rødstjert. Jeg mærkede hele 20 Brogede alene i dag, hvilket skal sammenlignes med, at den tidligere højeste total var 16 for et helt forår! Altså flere fugle af arten på én enkelt dag end på hele det hidtil bedste forår - det er helt vildt! Forårstotalen for dem er da også mere end tredoblet i forhold den hidtidige rekord! Det blev også til imponerende 28 mærkede Rødstjerter, hvilket også er ekstremt mange! Der var virkelig fald af disse to arter i dag! Det blev også til hele 3 mærkede Bynkefugle - det er flere, end der er mærket på mange hele år på Odden!


Bynkefugl han 2k


Bynkefu
gl hun 2k

Dagens resultat:
Rødhals 2
Rødstjert 28
Bynkefugl 3
Solsort 1
Sangdrossel 1
Sivsanger 1
Rørsanger 1
Gulbug 1
Gærdesanger 5
Tornsanger 10
Havesanger 9
Munk 1
Gransanger 1
Løvsanger 109
Grå Fluesnapper 1
Broget Fluesnapper 20
Tornirisk 3

I alt 197 fugle af 17 arter!

Anders Zuschlag gik med en runde, da han var forbi stationen for at tage backup af databasen. Han fandt også forårets 7. Sorte Glente, der trak nord ved 10-tiden! Midt på eftermiddagen ankom Rasmus Bøgeskov, der til dagligt er bosiddende i Libanon. Han bliver på stationen indtil fredag.

Det bliver spændende at se om "halveringsreglen" holder stik for imorgen. Det plejer den at gøre efter en stor dag.

Asger

Fotos: Asger Lykkegaard

Ingen kommentarer: